Berømte fanger

De 153 år fængslet var i brug, afsonede en uoverskuelig lang række af fanger deres straffe der. Fællesnævneren for hovedparten af fangerne er, at de og deres historier er anonyme. Sådan skal det være. Den sociale stigmatisering er ofte ligeså hård, som selve indespærringen. Sådan var det før, og sådan er det nu. De ansatte i fængsler har tavshedspligt. Det har ansatte på museer også. Men en lille gruppe fanger er kendte, berømte eller ligefrem berygtede. Det er fanger, hvis opvækst, livsvilkår og motiver er lige så forskellige som deres forbrydelser og det antal år de sad i fængsel. Det, der forener dem er, at de og deres ophold i fængslet allerede er kendt langt uden for murene. Det er fanger, der på grund af deres forbrydelser, har ændret danmarkshistorien. Det er fanger, hvis forbrydelser har ført til overskrifter, bøger og film. Og det er fanger, der er alene er blevet kendte for deres bedrifter i fængslet. Det er historier, der skal fortælles, fordi de hjælper os med at forstå fanger og deres vilkår

Jens Nielsen

Jens Nielsen var tyv og pyroman fra han var en lille dreng. Og da han i en alder af 21 kom til Statsfængslet i Horsens, var det med tidligere domme fra Danmark, Sverige og England, hvor han blev gjort ansvarlig for, at dokkerne i London nedbrændte. Efter at have udstået den sidste dom, vendte han tilbage til Danmark, hvor han fortsatte med at stjæle og sætte ild på gårde. I forbindelse med en pyromanbrand blev Jens Nielsen pågrebet i sommeren 1883, og i 1884 blev han idømt 16 års tugthus for tyveri og ildspåsættelse og indsat i Statsfængslet i Horsens. Jens Nielsen kunne ikke overskue en dom på 16 år, og han forsøgte tre gange at dræbe en fængselsbetjent med den hensigt at blive dømt til døden. De to første gange blev han benådet, men den tredje gang stod dødsstraffen ved magt. Han blev halshugget af skarpretter Seistrup den 8. november 1892 i fængslets vestre gård. Det blev den sidste henrettelse i Danmark.

jeg haaber snart at se Ende paa min elendige Tilværelse, en Tilværelse, som jeg med hver dag finder mere og mere utaalelig, og som jeg kun ønsker jo snarere jo heller at se Ende paa.

(uddrag af brev fra Jens Nielsen til hans mor den 23. september 1885)

Julius Rasmussen

Den 21/10 1885 ændrede Julius Rasmussen danmarkshistorien. For første gang blev der begået et attentat på en statsleder. Rasmussen var attentatmanden, Estrup var offeret, og det der skilte liv og død, var en frakkeknap. Rasmussen var frustreret over Estrups provisoriepolitik, der førte til en kraftig opsplitning i befolkningen, der nok tydeligst kom til udtryk i støtten til Estrups Blå Gendarmer, og modreaktionen, nemlig dan- nelsen af Riffelforeningerne. Da Rasmussen meldte sig ind i en Riffelforening, købte han den revolver, han senere brugte til attentatet. Han opsøgte Estrup, sigtede, skød og ramte en knap på Estrups frakke, så han blev ikke såret. Derefter skød Rasmussen en gang til, men ramte forbi. 19 år gammel fik han en dom på 14 år. De næste 4 år, gjorde han tilsyneladende alt for at tilpasse sig livet i fængsel. Der er kun en enkelt anmærkning i hans stambog. Han fik besøg, mest af sin bror, der var typograf i Vejle. Han arbejdede i skrædderiet, i væveriet og hos maleren. Og den 27/11 1889 valgte han at hænge sig selv i sin celle.

Adolph Philipsen

Adolph Philipsen var en forgældet sæbefabrikant. Den 8. januar 1890 fik han besøg af en inkassator ved navn Johan F. Meyer. Philipsen kvalte Meyer med et reb. Han tog Meyers guldur og ca. 114 kr. samt Meyers lædermappe. Liget anbragte Philipsen i en tønde med læsket kalk som han sendte til en opdigtet adresse i USA. Philipsen forsøgte at flygte til USA med Damperen ”German”. Men damperen løb på grund i Elben, og Philipsen blev arresteret og udleveret til Danmark i marts 1890. Tønden med Meyers lig endte derimod i New York, men nåede at blive sendt retur til Danmark inden retssagen. Liget af Meyer var stadig i tønden, og rebet sad rundt om halsen. Philipsen påstod under retssagen, at rebet kun var blevet brugt til at flytte rundt med Meyers lig. Philipsen blev først idømt dødsstraf, men kongen ændrede straffen til tugthusarbejde på livstid. Efter 14½ års afsoning blev Philipsen benådet på betingelse af, at han forlod Danmark og ikke kom tilbage. Philipsen udvandrede til USA i 1905.

Mozart Lindberg

Mozart Lindberg er formodentlig den fange i Danmark, der har siddet længst tid i fængsel – næsten 60 år sammenlagt blev det til i perioden 1901-1963. Heraf afsonede han 25 år i Horsens. I 1938, efter at have afsonet endnu en dom, denne gang på 16 år, blev han løsladt. Senere samme år kidnappede han en præst i Gram syd for Ribe. Præsten slap uskadt fra hændelsen, og Mozart Lindberg blev atter anholdt og denne gang blev han idømt en tidsubestemt forvaringsdom. Mozart Lindberg hævede efterfølgende, at kidnapningen var et forsøg på at gøre opmærksom på hans forrige dom på 16 år, som han mente var uretfærdigt idømt. Lindberg er, udover sine forbrydelser, kendt for en lang række flugtforsøg fra sin tid som indsat. Lige så ihærdig han var til at udtænke nye flugtforsøg, lige så uheldig var han, når det kom til udførslen. Det lykkedes ham aldrig at flygte. I 1963 blev han udskrevet på prøve – på dette tidspunkt var han 82 år.

Johan Andrew Bulotti

Bulotti var landarbejder, og arbejdede i starten af 1900-tallet på gårde ved Holte og Køge. Han mente at to gårdejerne skyldte ham penge, og den 31. oktober tog han til Køge, til den første gård, hvor han havde penge til gode. Han brændte to af gårdens længer af, sårede forvalteren med en kniv og skød efter gårdejeren og hans kone. En god uge senere, den 9. november slog Bulotti til hos den næste arbejdsgiver, en gårdejer ved Holte, som Bulotti mente skyldte ham 40 kr. Gårdejeren og hans kone blev såret med knivstik, og manden endte med at blive skudt og dræbt og gården blev tømt for smykker, sølvtøj og penge. Den 14. november blev Bulotti anholdt, og senere idømt tugthus på livstid. Han kom til Horsens for at afsone dommen den 22. oktober 1909. Hans tid i fængslet blev ikke god. Han var voldelig og blev som straf sat i isolationscelle. Her sad han i 15 år, i lange perioder lænket til væggen. Han endte med at blive sindssyg og blev derfor overført til en sikringsanstalt, hvor han sad indtil sin død i 1943.

Peter Adler Alberti

Alberti var justitsminister fra 1901 til 1908 i J. C. Christensens regering. Som justitsminister er Alberti mest kendt for at føre en kontroversiel censurpolitik, for at forbyde prostitution, og for at gennemtrumfe en omdiskuteret pryglelov. Alberti var desuden formand for Den Sjællandske Bondestands Sparekasse og for Danmarks Landmænds Smørexportforretning. Her forfalskede han regnskaber for millioner; penge han forsøgte at vinde tilbage ved at spekulere i guldmineaktier. Men investeringerne slog fejl, og som en sidste udvej lånte Alberti af statskassen, et lån, som han endte med ikke at kunne betale tilbage. Han meldte sig selv for falsk og bedrageri til ca. 15 millioner kr., hvilket svarede til 1/5 af Statens budget det år. I 1910 fik han en dom på 8 år, som han kom til Horsens den 20. december 1910 for at afsone. Han begyndte at tabe sig, så han slap for at arbejde og fik særforplejning. I 1912 kom han til Vridsløseville, hvor han afsonede resten af sin straf i fængslets sygeafdeling.

 

Mouritz Andersen

Den 8. maj 1922 fandt en ung mand en taxa parkeret tæt ved Damhussøen. Bag rattet sad chaufføren, livløs – myrdet. Tre skud, affyret inde fra bilen, havde ramt chaufføren, det ene i hovedet. En ung kvinde, Gudrun Olesen, havde betroet til en bekendt, at hun havde været medpart i Damhusmordet. De efterfølgende afhøringer af Gudrun førte til nye mistænkte. En af dem var Gudruns veninde Karen Andersen, også kendt som Musse Gadedreng. Musse indrømmede, at hun havde været med i taxaen på mordnatten, og gennem hende blev Mouritz Andersen, som var en bekendt af Musse, inddraget i sagen. I fuldskab indrømmede han, at han var morderen, men den tilståelse trak han senere tilbage. Retssagen blev præget af de sigtedes selvmodsigelser og ændrede forklaringer. Mouritz Andersen endte med at få 16 års tugthus. Han kom til Horsens for at afsone sin dom i 1926, og han blev prøveløsladt i 1936 efter 10 års afsoning. Under hele sit ophold fastholdt han sin uskyld, og i 1937 udkom hans bog med titlen: Damhusmordet. Min Kamp for Retfærdighed.

Julius Framlev

Framlev var grønthandler. Blandt andet. Men han tjente ikke nok, og blev derfor pengeskabtyv. Over en periode på 15 år begik han i alt 58 pengeskabstyverier med et udbytte på over 160.000 kr. Framlev benyttede sig af en særlig teknik. Han borede 4 huller omkring låsen, som tilsammen dannede et X. Dette kendemærke gav ham tilnavnet Det borende X. Udover teknikken havde de 58 pengeskabstyverier fællestræk, som til slut var med til at afsløre ham. Framlev udvalgte kun gamle pengeskabe, som ikke var boresikre. Og hans indbrud skete næsten altid op til en weekend eller en helligdag. Ud fra disse særtræk kunne politiet målrette deres eftersøgning, og i maj 1931 blev han pågrebet og bragt med til stationen, hvor han efter sigende præsenterede sig selv med sætningen: ”Mine herrer. De har gjort et godt kup. Jeg er Det Borende X.” Framlev blev idømt otte års tugthus. Han kom til Horsens i november 1931, men blev syg 2 år efter og indlagt på Horsens Sygehus. Her døde han den 1. april 1933.

Carl August Lorentzen

Lorentzen begyndte at stjæle som dreng, og han fortsatte som voksen. Han udviklede en forkærlighed for at bryde ind hos velhavende og stjæle smykker og lignende dyre værdigenstande, men han begav sig også af med pengeskabstyverier. Lorentzen blev pågrebet og dømt adskillige gange, og sad sammenlagt 37½ år i arresthuse og fængsler, blandt andet i Horsens. Lorentzen var et usædvanligt menneske. Han var vellidt af både hans medfanger, såvel som af fængselsbetjentene og fængselsinspektør Arne Frederiksen husker ham som:”…et af de mest interessante og højtintelligente fanger og menneskepersonligheder..han har mødt”. Derudover var Lorentzen kunstner, og afprøvede gennem de mange år i fangenskab mange kunstneriske udtryksformer. Han forstod også at udtrykke sig på anden vis. Hele ni gange lykkedes det for ham at flygte, en bedrift, der affødte så stor popularitet, at han på et tidspunkt skiftede navn til Kentmann. Lorentzen døde i Statsfængslet i Horsens i 1958, 61 år gammel

Jørgen Jensen

Jørgen Jensen var allerede kendt af politiet som indbrudstyv, og havde modtaget flere domme, da han i december 1917 blev dømt til døden for mordet på sin kone Camilla Jensen. En dom der af kongen blev ændret til fængsel på livstid. Historien bag mordet var, at Jensen planlagde at myrde sin kone, fordi han havde en elskerinde han hellere ville bo sammen med. Han endte med at kvæle hende med begge hænder. For at skille sig af med liget, benyttede han sig af, at han havde adgang til en fyrkedel, som han passede. Jørgen Jensen brændte konens lig, tømte bagefter fyrkedlen for aske og stilede askespandene udenfor. Men han begik den fejl ikke at tømme spandene. Han gik til politiet og meldte sin kone Camilla Jensen savnet, og begyndte politiet at efterforske sagen. De fandt askespandene, og i dem var der ikke kun aske, men også knoglerester fra et menneske. På det grundlag blev Jørgen Jensen anholdt. Efter at have modtaget sin dom, blev han overført til Horsens, hvor han sad frem til sin død i december 1930.

Werner Best

Under 2. verdenskrig var Werner Best rigsbefuldmægtiget i Danmark. Det betyder, at han var Hitlers stedfortræder i Danmark, og derfor reelt leder af den tyske besættelsesmagt her i landet. I gennem flere år førte han og den danske statsminister Erik Scavenius – og dermed den danske regering – samarbejdspolitik, hvilket blandt andet indebar, at Best i flere omgange blev kaldt til samtale hos Hitler, hvor Best blev beordret til at føre en hårdere politik. Efter krigen blev Best dømt til døden. En dom som blev ændret til 12 års fængsel. Best blev 1. juni 1950 overflyttet til Statsfængslet i Horsens. Vi ved ikke meget om hans ophold i fængslet, men at han har arbejdet med at udfylde tiden så kvalitetsfyldt som muligt, findes der enkelte eksempler på. En smukt udskåret brevkniv, et foto fra en gårdtur i samtale med medfanger og et brev, hvor han, på de tyske fangers vegne, beder om at en tysk litteraturaften udskydes. Allerede den 28. august 1951, benådes han og udvises af Danmark.

Dan Christensen

Dan Christensen har siddet i Statsfængslet i Horsens i mange år. Men det er ikke det vigtige i den historie der skal fortælles her. For den handler om det Dan brugte al sin fritid til, og som, nu hvor han i mange år har været ude af fængslet, stadig bruger sin tid på. Dan lærte at brodere. Det begyndte med, at Overlæge Sachs fra fængslet tillod to damer fra Århus, at komme og vise håndarbejde for fangerne. Med hjælp fra to betjente syede Dan sit første broderi. En klokkestreng. Han syede i sin fritid. I sin celle. Hans broderier var store, så han fik lov til at have en ekstra stol i cellen til garnet. Hans værker blev efterspurgte. Han solgte til betjente og til medfanger. Prisen var måske et kvart pund sukker eller restgarn. Dan ved ikke hvor mange broderier han nåede at lave i fængslet, men nok 125. Dans stil er letgenkendelig med klart adskilte store farveflader holdt i glade farver, og en unik gengivelse af træer og blomster. Dans mål er, at ”Det du har inde i dig selv, gerne skulle afspejle sig i det, der bliver hængt op på væggen”.

John Walther Rasch

John Walther Rasch afsonede i 1980'erne og en del af 1990'erne, en livstidsdom i Statsfængslet i Horsens. Arbejdstiden brugte han i skolen. Han arbejdede også i biblioteket, og han stod for optagelser til fængslets interne radio. Rasch var en passioneret maler, og det var gennem arbejdet med at male, at han bearbejdede sit fængselsophold. Han brugte en stor del af sin fritid på at male, og på grund af hans selvstændige arbejdsopgaver ’er det ikke usandsynligt, at der også faldt et enkelt penselstrøg eller to i arbejdstiden’, som pensioneret vagtmester Aage Egholm udtrykker det. Museets samling af Rasch-malerier er stor, og giver et fyldestgørende billede af Rasch som kunstner. Malerierne har dels været ophængt rundt omkring i fængslet, og dels blevet givet væk af Rasch til fængselspersonale.

Rickey Iversen

Rickey Iversen fik en dom på 16 år for drab i 1997. Men allerede et helt år før kom han til Horsens. Det tilbragte han i en isolationscelle. I fagsproget hedder det ´varetægt i total isolation´. Først da han fik sin dom, blev isolationen hævet, og han blev flyttet til en fællesafdeling, hvor han fik samme muligheder og pligter som de andre fanger. Han arbejdede de næste 11 år hos maleren, snedkeren og smeden. I fritiden sang han i fængslets fangekor, var kirketjener, lærte at spille på guitar, og lærte sig kunsten at bygge strygeinstrumenter. Han endte som en anerkendt instrumentbygger. For at forstå det efterladte fængsel, er det godt at kende Rickeys historie, fordi der er spor efter ham overalt. Han har malet og dekoreret fængslets gange. Sammen med smeden har han lavet det nye spir, der pryder fængslet, efter at det gamle knækkede. Han har udsmykket askebægre, skraldespande, og hvad han ellers faldt over. Rickey afsonede i fængslet indtil det lukkede, hvorefter han blev overflyttet til Vridsløselille. Men det er en helt anden historie. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Copyright © 2011. All Rights Reserved - Horsens Museum 2011