Disciplin & straf

Disciplin & straf

Når vi i et retssamfund vælger, at en medborger skal straffes med fængsel, benytter man sig grundlæggende af to redskaber, for at sikre at straffen også udstås. Den ene er overvågning af fangen, og den anden er gennemførsel af en disciplinær straf, hvis reglerne (disciplinen) i fængslet ikke overholdes.
Bortset fra selve dommen, er disciplin og straf i fængslerne nok blandt de mest kontroversielle emner inden for dansk strafferetspleje.
At regler er nødvendige, når man samler mange mennesker på et sted, er i sig selv ikke kontroversielt. Ikke mindst fordi disse mennesker er der mod eget ønske. Det der kan, og bliver, diskuteret, er visse af reglernes og straffemetodernes berettigelse i et humanitært samfund.
Hvilke redskaber skal de ansatte i fængslerne have, for at kunne opretholde et sikkert miljø for dem selv og fangerne? Og er fanger retsløse, når de afsoner en straf, eller gælder almindelig lov og ret også for dem?

Disciplinærstraffe, 1850

I loven af 3. december 1850 stod der, at fængslets direktør kunne bestemme straffen for ringere forseelser. Han kunne vælge mellem forskellige typer af straf.
Han kunne gøre straffearbejdet hårdere i op til 8 uger. Han kunne sætte fangen i isolation, med eller uden mulighed for at arbejde imens. Han kunne give straffen ”Vand og brød” op til tre gange fem dage, det vil sige en straf, hvor fangen sad i isolation og i fem dage kun fik rugbrød, salt og vand at spise. Derefter kom en pause på en dag eller flere og så fem dage med vand og brød igen.
Fængselsdirektøren kunne også idømme korporlige straffe. Ved sådan en straf skulle lægen først erklære at fangen kunne tåle straffen, som kunne være op til 27 slag med en kat, det vil sige med en pisk med 9 til 13 snore. Man kunne også få slag med en rotting eller en tamp.
Fængslets inspektør kunne idømme op til 9 slag rotting eller isolation i op til 2 gange 24 timer.

Rotting, tamp og kat

Hvis en fange ikke overholder fængslets regler, får han en disciplinær straf. Det kan være en pengebøde, isolation eller fratagelse af at komme ud på prøve. Indtil den nye straffelov i 1930, kunne en fange også blive straffet korporligt, det vil sige med slag. Denne straf blev dog ikke brugt i Horsens efter 1920.
Slagene kunne være med rotting, tamp eller kat. Pisken blev først lagt i blød i en saltlage. På den måde sved det mere, når slagene ramte den nøgne ryg. Ved afstraffelsen fik fangen en hætte over hovedet og blev bundet til et trækors kaldet Den kolde Jomfru.
Hvis fangen besvimede under afstraffelsen, skulle man stoppe. Derefter kom han på sygeafdelingen og afstraffelsen fortsatte, når han var blevet stærk nok.
Stillingen som profos (bøddel) gik på omgang mellem betjentene. Den sidste profos fungerede desuden som fængslets vinduespudser. Han gik under navnet ”Jernmasken”, og han er karikeret på et illegalt spillekort fra 1940’erne. På kortet står: ”DET GÆLDER ISÆR OM AT HOLDE MASKEN, ELLERS GAAR AUTORITETEN I VASKEN”.

Albert Dam om disciplinære straffe, ca. 1910

”På anstaltens belægning falder et hundrede straffe årlig; mørkt eller ensomt fængsel og nedsættelse i klasse mod 40 hver straf, vand og brød og korporlig revselse nogle stykker. Desuden får en 25 stykker dårlige karakterer eller berøves arbejdspræmien.”

(Albert Dam, Bort fra fængselsstraffene. Seks essays, 1988, s. 34-35)

Fængslet om disciplinærstraffe, 1990

”Indsatte kan ikendes diciplinærstraf for blandt andet overtrædelse af straffelovgivningen, lydighedsnægtelse, upassende sprogbrug, undvigelse eller forsøg herpå, udgangsmisbrug og overtrædelse af bestemmelser om orden og sikkerhed. Som diciplinærstraf kan anvendes bøde på ikke over en uges normalløn eller strafcelle, enten betinget eller ubetinget. Hvis man ikendes strafcelle, medfører det, at man er udelukket fra alt fællesskab i institutionen.”

(Kortfattet orientering om Statsfængslet i Horsens. Juli 1990, s. 16)

Fange Torkil Lauesen om disciplinærstraffe, 1988

”Der er ikke meget respekt for det interne straffesystem blandt fangerne. De føler ofte det er uretfærdigt. Disciplinærstraffesystemet mister også fangernes respekt på grund af de mange petitesser som straffes. F.eks. glemme at slukke lys på cellen. En fange på min afdeling fik tre dages strafcelle for at ”stjæle” et lille stykke plastic på sin arbejdsplads for at bruge det til låg på foderhullet i afdelingens akvarium. Hvis disciplinærsystemets hensigt er at lære fangen respekt for autoriteter synes det nogle gange som om det virker mod hensigten.”

(Tidligere fange Torkil Lauesen, indsat i Vridsløselille, Magt og modmagt i fængslet, online-artikel printet 29. oktober 2009, der bygger på bogen: Fra forbedringshus til parkeringshus, 1988)

Fange Henning Laustsen om disciplinær- straffe, 1988

”Jeg har det indtryk, at bøder og strafcelle bruges i flæng. Strafcelle bruges 3 gange så meget som i Vridsløse, og det hænger nok sammen med, at personalet for størstedelen er jyskfødte bondeknolde. De gør meget ud af rapportskrivning og har for lav tolerance- tærskel.”

(Henning Laustsen, fange, Afdeling 5. I: Livet bag tremmerne, 1992, s. 107)

Disciplinærstraffe, 2010

Ifølge Kriminalforsorgen har de ansatte forskellige midler til at opretholde orden og sikkerhed og til at sikre, at reglerne bliver overholdt, for at beskytte indsatte og ansatte.
Indsatte kan få disciplinære straffe, hvis de er i besiddelse af narkotika, alkohol, hvis de flygter, misbruger deres udgangstilladelse, eller hvis de bruger vold eller trusler. Dermed har de brudt reglerne og kan, alt efter overtrædelsens karakter, blive straffet med en advarsel, bøde eller strafcelle.
Bøden må ifølge Kriminalforsorgen ikke være over en ugeløn og tiden i strafcelle ikke over 4 uger.

En indsat kan isoleres, hvis Kriminalforsorgen vurderer, at det kan forhindre flugt, strafbar virksomhed eller hvis det er uforsvarligt at lade den indsatte være i fællesskab med andre indsatte. Isolationen kan ske på en særlig afdeling, eller den indsatte kan blive låst inde i sin egen celle. De indsatte kan også vælge at gå i frivillig isolation.

(Direktoratet for Kriminalforsorgen, Kriminalforsor- gens statistik, Online version, juni 2010, s. 43)

Mozart Lindbergs disciplinærstraffe

Mozart Lindberg sad fængslet i Horsens i sammenlagt 25 år. Han blev flere gange idømt disciplinære straffe.

Den 25. maj 1904 blev Lindberg idømt 15 slag med den nihalede kat. I 1905 blev han idømt 9 slag rotting for ”groft brud på fængselsordenen”. To måneder senere kom han op og slås med en medfange. For det fik han to gange 24 timer i mørk kachot, det vil sige isolation i fuldstændig mørke.
I 1906 fik Lindberg to gange 48 timers mørk kachot.
I 1907 fik han 15 slag kat for ”forfærdigelse og besiddelse af ureglementerede genstande, forsøg på undvigelse og ulovligt skriveri.” Lindberg havde med andre ord forberedt en flugt, men var blevet opdaget og blev nu straffet. Det afholdt ham dog ikke for at prøve igen.
I 1908 kom han så langt til at udføre flugtforsøget, men han blev opdaget og fik 15 slag kat. Derefter fik han ikke flere korporlige straffe, men blev idømt vand og brød et par gange.

(Steen Bostrup, Mozart Lindberg: Jeg tror jeg stjæler en præst, 1996, s. 60-69)

Læge Vinde om Mozart Lindberg, 1908

3-7-[19]08

”Fange No 19, Mozart Lindberg, der efter sit mislykkede Flugtforsøg indlagdes til Observation paa Sygehuset den 26/6 D.A., har i den forløbne Uge befundet sig vel, har spist meget rigeligt, havt sin Fordøjelse i Orden og har sovet godt om Natten.
Han har læst meget og været fuldstændig rolig, naturlig og høflig i sin Optræden. Han taler fornuftigt, og ræsonnerer rigtigt og med går Omtanken, han har gjort fulst. Indtryk af at være ved sin Fornufts fulde brug.
Han har vistnok under hele sit Ophold her i Anst. været stærkt optaget af lyst til at erhverve sig herostratisk Berømmelse har Jens Nielsen som Forbillede ved at begaa en eller anden Forbrydelse her i Anstalten.
Han kan taale korporlig Straf.

P. Vinde”

(Brev fra P. Vinde, Lægen, Straffeanstalten ved Horsens, til Inspectionen, 1908)

Albert Dam om afstraffelsesrummet, ca. 1910

”Til venstre ind fra gangen var afstraf- felsesrummet. Midt på murstensgulvet stod en træstolpe fastgjort i gulv og loft. Den havde bøjler og remme til at fastspænde delinkventens ben og hals og reb til at binde med, desuden en slags sæk, som skulle omgive hovedet, forpartiet og lemmerne men lade ryggen blottet. I et vægskab stod opstillet en samling spanskrør, med dem gives rotting. Ved siden af hang forskellige begede eller ubegede tov- og linestumper mellem ½ og 1 meter lange. De var omviklede foroven til at tage på og deltes forneden i et forskelligt antal knudrede dukter; med disse gives kat eller hvad det kan hedde…således er da foruden skafottet…, de yderste midler, det danske samfund har til at gøre sine borgere loyale.”

(Albert Dam, Bort fra fængselsstraffene. Seks essays, 1988, s. 35)

Fængslet om sikringscelle, 1990

”Hvis det er nødvendig for at afværge truende vold, voldsom modstand eller at forhindre selvmord eller selvbeskadigelse kan en indsat hensættes i sikringscelle. I sikringscellen passiveres vedkommende, idet han fastspændes til sengen. Sikringscellen i Horsens blev brugt i 21 tilfælde i 1989, normalt af nogle timers varighed.”

(Kortfattet orientering om Statsfængslet i Horsens. Juli 1990, s. 16)

Afdelingsbetjent Ingolf Brown om sikringscelle, 1992

”Her må jeg sige, at jeg finder den form for voldsanvendelse, der finder sted, når en fange går amok eller er ved at gøre det, forkert, jeg synes det er uheldigt at spænde folk fast i den tilstand, de så er i. Vi var på studierejse til England, hvor de derovre var temmelig chokerede over, at vi brugte spændetrøje – dér anbragte man dem blot i et rum, hvor de ikke kunne gøre skade på noget…hvis de spytter eller skriger, lægger vi en pude over hovedet. Men ikke sådan, at vi forsøger at kvæle dem…Jeg har snakket med mine kollegaer om det, og her mener 99%, at sikringscelle med spændetrøje er en nødvendig ting at have. Men det ændres nok – jeg kan ikke forestille mig, at vi også om 10 år har en sikringscelle her.”

(Afdelingsbetjent Ingolf Brown I: Livet bag tremmerne, 1992, s. 129.)

Fange Erik Kristiansen om spændetrøjer, 1992

”Det anstrengte forhold [mellem ansatte og indsatte] kan også ses af, hvor tit spændetrøjen bliver brugt, ca. en gang om måneden, hvilket årligt er mere end i alle de andre lukkede fængsler tilsammen. Tit kunne konflikten løses bedre af én fredelig betjent end af tæskeholdets 6-8 store mandfolk. Hvorfor får de ikke en pædagog tilknyttet det hold?”

(Erik Kristiansen, fange, I: Livet bag tremmerne, 1992, s. 123)

Kriminalforsorgen om sikringscelle, 2010

”Der er sikringsceller i de fleste lukkede fængsler og i nogle af de store arresthuse. En sikringscelle er en helt nøgen celle med en fastboltet seng, hvor det er muligt at fiksere den indsatte med bælte og eventuelt fod- og håndremme. Ved fiksering skal lægen straks tilkaldes, og der skal være en fast vagt ved den indsatte. Sikringscelle anvendes, hvis det er nødvendigt for at afværge truende vold, overvinde voldsom modstand eller for at forhindre selvbeskadigelse eller selvmord.
Sikringscelle blev taget i anvendelse 197 gange i løbet af 2009. I 91 % af anbringelserne var den indsatte fikseret. 97 af anbringelserne varede mindre end 6 timer. En indsat kan anbringes i observationscelle med henblik på at hindre hærværk, opretholde ro og sikkerhed i institutionen eller i tilfælde, hvor der skønnes at være behov for særlig observation, f.eks. ved mistanke om stofindtagelse.”

(Direktoratet for Kriminalforsorgen, Kriminalfor-sorgens statistik, Online version, juni 2010, s. 43)

Fange død i sikringsseng

Den 24. juli 1989, kl. 5.30, forsøgte en fange at begå selvmord. Han skar i sig selv og påbegyndte en brand ved at sætte ild til et skab i sin celle. Han blev reddet ud af røgen og da han var til fare for sig selv, blev han anbragt i sikringscellen og spændt fast til sikringssengen. Når en fange blev fikseret, skulle lægen tilkaldes, men det skete ikke. Lægen var ikke på fængslet og den ansvarshavende vagtmester ville i stedet vente på sygeplejersken, der mødte kl. 7.
Da sygeplejersken mødte, var fangen død. Den ansvarshavende vagtmester blev meldt til politiet og den efterfølgende retssag viste, at der normalt gik fra to til fem og en halv time, før lægen fik besked, når en fange kom i sikringscellen.
Vagtmesteren blev frifundet, men degraderet og forflyttet og derefter blev det et krav, at fanger er overvåget hele tiden, mens de er fastspændt.

Albert Dam om strafcellen, ca. 1910

"Straffeafdelingen findes i kælderen og er en celleafdeling. Den sammenrullede madras, som i forbedringsafdelingen stod inde om dagen, er her anbragt på midtergangen udenfor hver dør. I cellerne er der kun jernkrogene til at hænge madrasserne i, en indemuret hylde i knæhøjde til at sidde på, en hylde i sædehøjde til at spise ved; en højere hylde i det fjerneste hjørne har saltskålen, træskeen og testamentet med salmebogen. Rummene er 2-3 X 3-4 meter store. Den brutale kampestenssætning griner gennem pudset og den grå maling. Vinduet under loftet er ret stort. Her sidder en lænket fange med ryggen til; han nægter at arbejde, og inspektionen anser det for nytteløst at bedænge ham med rotting, som den har myndighed til.”

(Albert Dam, Bort fra fængselsstraffene. Seks essays, 1988, s. 34)

Supercellerne

"Supercellerne" er det populærere navn for et særligt flugtsikret fængselsafsnit, der åbnede i fængslet i 1990, med henblik på at særligt farlige og/eller flygtningstruede fanger kunne afsone dele af eller hele deres straf i totalisolation. Det var Direktoratet for Kriminalforsorgen, og ikke domstolene, som afgjorde hvorvidt en fange skulle afsone straffen på denne måde.
I supercelleafdelingen var der plads til to fanger. Cellerne og afdelingen blev indrettet således at flugt ikke var mulig. Væggene var beklædt med metalnet, cellevinduerne var af særligt stærkt glas, og, for første gang i Statsfængslet i Horsens's historie, kom celle- og afdelingsdøre af metal i brug. Udover de to celler, var der i afdelingen indrettet særlige arbejds-, besøgs, og baderum. Cellerne var mellem 12 og 13 m2 store, og lå ud mod en indre gård. Inventaret var luksuriøst - i forhold til almindelige celler - med TV, stereoanlæg og elektrisk skrivemaskine. Noget, der fik meget medieomtale i forbindelse med åbningen.

Betjent om superceller, 1992

"Hvad synes du om de nye superceller? Jeg er en tro tjenestemand. Der var en regulær årsag til, at de blev indrettet.
Hvor lang tid har jeres superceller været i brug? Ikke lang tid - de blev jo lavet til nogle fra Vridsløse. I øjeblikket bruger vi dem til oplagsrum, og du kan sammenligne dem med vores museum i kælderen: det er et overstået kapitel."

Fængslet om strafcelle, 1990

”Hvis man ikendes strafcelle, medfører det, at man er udelukket fra alt fællesskab i institutionen. I 1989 blev ubetinget strafcelle ikendt 79 gange, medens betinget strafcelle blev ikendt 38 gange…Der er mulighed for at anbringe de indsatte i enrum. En sådan anbringelse er ikke straf, men bruges til at forebygge undvigelse, for at forhindre fortsat strafbar virksomhed eller fordi fortsat ophold i fællesskab er åbenbart uforsvarligt. Enrumsanbringelse anvendes dog især overfor indsatte, der nægter at arbejde. Ved enrumsanbringelser er samvær med andre begrænset som ved anbringelse i strafcelle. De indsatte kan eventuelt selv vælge enrumsanbringelse. Det sker for eksempel, hvis den indsatte er bange for de andre indsatte, eller hvis han ønsker at være alene. Der er foretaget 155 enrumsanbringelser i 1989. En enrumsanbringelse varer typisk 1-7 dage og gives oftest på grund af arbejdsværing.”

(Kortfattet orientering om Statsfængslet i Horsens. Juli 1990, s. 16)

Ombudsmanden om isolationscelle, 1976

”Belægningsafdelingernes celler har en utilfredsstillende standard. Dette beror navnlig på, at de er meget små og smalle (ca. 6,30 m2 - 3,47 m lange og 1,81 m brede). Navnlig er anvendelsen af celler af denne størrelse til isolation vanskeligt forsvarlig.”

(Folketingets Ombudsmand, Inspektion af Statsfængslet i Horsens, ISP nr. 1990.129, 1990, onlineversion)

Doktor Selmer om problemer ved isolation, 1879

”…at forholdene i Varetægtsarresterne vistnok ofte, maaske forholdvis oftere end i Straffeanstalterne, begunstige Sindssygdom- menes Udvikling…som efter vor Retsplejes Former ogsaa jevnlig kommer til at udtrække sig over meget lange Tidsrum. De befinde sig da under Forhold, som ere vel skikkede til at fremavle Hallucinationer, der ikke altid bemærkes i Tide.”
(Læge Harald Selmer, 1879, som citeret i: Scharff Smith & Jakobsen, 2010).

Fængslet om håndjern, 1990

”En indsat kan belægges med håndjern, bl.a. hvis det er nødvendig for at for at forhindre undvigelse. Det blev i 1989 anset for nødvendigt at anvende håndjern i 69 tilfælde. Næsten alle håndjernsbelæggelser skete for at undgå undvigelse i forbindelse med transporter.”

(Kortfattet orientering om Statsfængslet i Horsens. Juli 1990, s. 16)

Overvågning

Overvågningens betydning kan beskrives med to citater. 1: ”Enhver fange er … til enhver tid undergivet en bestemt fængselsmands tilsyn … og det kan således fastslås, at sikkerhedstjenesten … er et hovedprincip i straffuldbyrdelsen…”, og 2: ”Hovedparten af betjentenes tid går med at holde fangerne indespærret…” Citat nr. 1 stammer fra Almindelig instruks for fængselstjeneste, 1948, mens citat 2 er fra en bog, skrevet af en tidligere fange, Torkil Lauesen. Fangen og instruksbogen er rørende enige om overvågningens betydning i et lukket fængsel, og nye teknikker til trods, er den mest effektive overvågning stadig den mennes- kelige tilstedeværelse – dvs. fængsels- betjente. Men lige så effektiv overvågningen er, lige så effektiv er fangernes anti-overvåg- ning. I fængslet kan man se tegnene fra kampen om magten over overvågningen: celledøre, hvor dørkarmen er filet, så man kan holde øje med betjenten, når døren er lukket, og pinde der er sømmet fast under sengen, og som ved hjælp af et drej kan sættes i spænd i døren. Betjenten ved hvor fangen er, men på fangens præmis.

Det panoptiske princip

Da Gammel Celle blev etableret i 1875, indrettede man cellegangene på de fire etager efter det panoptiske princip. Det panoptiske princip går ud på, at få kan overskue et stort område. Mellem de fire etager i Gammel Celle blev der lavet et åbent rum med en trappe, hvilket gjorde det muligt for et lille antal vagter at overskue et stort område. Også i østre gård benyttede man sig at det panoptiske princip, da 8 overdækkede strålegårde blev bygget. I de overdækkede strålegårde, der blev anvendt fra 1870’erne til omkring 1933, kunne de indsatte, der sad i isolationscellerne, komme på gårdtur hver for sig. Strålegårdene var formet som en halvmåne og inddelt i 8 rum. I perioden 1933-35 til 1955 var øst- og vestfløjens cellegange også indrettet efter det panoptiske princip. Grunden til at man så hurtigt gik væk fra det panoptiske princip i øst- og vetfløjen var, at det var svært at styre så mange fanger på en gang.

Overvågningsudstyr

I nyere tid kunne fængslets personale, fra hovedvagtkontoret, overvåge udendørsom- råderne, hvor der var opsat overvågnings- kameraer. Inde i fængslet var der kun installeret overvågningskameraer i sikrings- og observationscellerne. Ellers fore- gik overvågningen indenfor ved, at de ansatte holdte øje med de indsatte, når de færdes rundt i fængslet og på cellegangene. De ansatte bar walkie talkier, så de nemt kunne komme i kontakt med hinanden. Desuden var der indenfor opsat nødkaldsknapper flere steder – bl.a. ved tandlægen – som de ansatte kunne trykke på ved overfald. Om natten blev bevægelsessensorer aktiveret på cellegangene, som i tilfælde af bevægelse på gangene, udløste en alarm.  

Værkmester Jensen om overvågning, 1927

”Betjenten maa Dagen igennem observere Fangerne. Om Morgenen, naar Klokken lyder, skal han aabne Dørene til Sovecellerne, saa Fangerne kan faa deres Tøj, som om Natten ligger udenfor Døren. Saasnart Fangerne da er paaklædt, fører han dem til Vaskerummet, hvor de under hans Opsyn gør Toilette, og derefter lukker han dem ind paa Arbejdssalen. Og under Arbejdet Dagen igennem iagttager han dem uafladeligt … to Gange om Dagen maa han have Opsyn med Fangerne under Gaardturen … Er saa Arbejdstiden omme, lukkes Fangerne ind paa Cellegangen, hvor de klæder sig af, afleverer deres Tøj og derefter lukkes ind i Sovecellerne.”

(I. P. Jensen var ansat ved Statsfængslet i Horsens fra 1912 til 1920. I. P. Jensen, 8 Aar i Horsens Tugthus, 1927, s. 34.)

Værkmester Jensen om natovervågning, 1927

”[Natbetjentene] er forsynet med Revolvere og gaar med visse Mellemrum deres Runde gennem de nu øde Cellegange spejdende og lyttende, om der er nogen Uro. Undertiden fanges en eller anden i Udøvelsen af Bankesystemet, som florerer stærkt om Natten … Aabner en Betjent Døren og siger: ”Det er Dem, der banker”, vil Svaret uvægerlig være: ”Nej, det er skam ikke mig, det maa være ved Siden af eller oven over”.”

(I. P. Jensen var ansat ved Statsfængslet i Horsens fra 1912 til 1920. I. P. Jensen, ”8 Aar i Horsens Tugthus”, 1927, s. 34-35.)

Fange om overvågning, 1988

"Jeg oplevede fængslet som en konfliktzone for stadige kampe mellem fængslets forsøg på at kontrollere og disciplinere fangerne og disses forsøg på at forsvare eller udvide deres handlemuligheder og råderum ... Enhver bevægelse fra et lokale til et andet overvåges og noteres i en protokol. Fangen har nummer og identitetskort, der skal medbringes, når han bevæger sig ind og ud af rum eller eskorteres rundt i fængslet."

(Tidligere fange i Vridsløselille, Torkil Lauesen, Magt og modmagt i fængslet, online-artikel printet 29. oktober 2009, der bygger på bogen: Fra forbedringshus til parkeringshus, 1988).

Instruksbog om visitation, 1948

”Fængselsmanden skal jævnlig visitere fangernes opholdsrum (både arbejds-, fritids- og soverum) for at forvisse sig om, at fangerne ikke er i besiddelse af ureglementerede genstande eller har forberedt undvigelse. Ved visitationen må det bl.a. påses, at vinduer, vinduesgittere, døre, riste, skruer, beslag, senge etc. er faste og ubeskadigede, at intet utilbørligt findes skjult i luftkanaler, potterum eller senge, under borde, bænke eller stole, i arbejdsmaterialet eller andetsteds, at intet er skrevet på vægge, døre eller andet træværk, under borde, bænke eller stole, og at der ikke findes huller i madrasserne. … Fængselsmanden skal til vagtmesterkontoret aflevere alle ureglementerede sager, der forefindes hos fangerne, derunder også i og for sig værdiløse genstande og skriftlige meddelelser, selv om deres indhold synes ganske betydningsløst.”

(Almindelig instruks for fængselstjeneste, 1948, s. 8.)

Mobilen, der ikke blev fundet

“Der er sket meget på afdelingen! Stort set alt er blevet afmonteret og Gunner har været på ”skattejagt”. I celle 217 er der et ”hemmeligt rum” bag knagerækken og i celle 233 er der et rum i selve knagerækken, og i celle 212 var der gemt en mobiltelefon + batteri og oplader i radioen … uden for vinduet til celle 232 var der ligeledes en hjemmelavet bong.”

Ovenstående er et citat fra Frede Jensens indsamlingsdagbog fra Horsens Museums registrering af cellegang 2. vest. Horsens Museum registrerede fængslet i 2009, og fandt i den forbindelse mange gemmesteder og mange gemte og glemte ting, som overlevede visitationerne. Blandt andet mobiltelefonen, der lå gemt blot 2-3 meter fra betjentenes kontor.

Det forbudte

Statsfængslet har gennem tiden udgivet små foldere og bøger om, hvilke regler fangerne skal følge. I ”Inspectionsbefalinger” fra 1888 står opført, hvornår fangerne skal stå op, gå i seng, og hvor langt deres skæg må være. I ”Reglementsbog” fra 1966 står der hvilke lovparagraffer, fangerne er underlagt, og i ”Vejledning til pårørende/indsatte” fra 2003 kan man slå op, hvilke regler der er for besøg, frisør og udgang.
Fangerne har med andre ord altid fået at vide, hvordan de skulle opføre sig, og hvilke regler der var. Men lige så sikkert, som der har været regler, lige så sikkert er det, at de er blevet brudt.
Rigtig mange fanger er flygtet, har forsøgt eller planlagt at gøre det.
Rigtig mange fanger har været i besiddelse af, påvirket af eller tjent penge på stoffer.
Rigtig mange fanger har haft eller brugt våben.
Rigtig mange fanger har…
Listen er lang.
Hvis der er en regel, er den sikkert også blevet brudt, eller fangerne har i hvert fald forsøgt. Om ikke andet, så fordi man på den måde undgår at gå mentalt i stå, og man holder fast i troen på egen identitet.

Ordre om medbragte ejendele, 1947

”Af hans medbragte Ejendele kan der staks ved Indsættelsen udleveres ham Vielses- eller Forlovelsesring, Ur, enkelte Fotografier af forældre, Ægtefælle, Børn eller andre af hans nærmeste Paarørende, Tandbørste, Kam, Haarbørste, Barberkost, Neglerenser (ikke af Metal), Neglebørste og Barbermaskine.”

(Inspektionsordre Nr. 4/1947, s. 2)

Er det forbudt

En barberkniv, en kikkert, en falsk nøgle og et fyrtøj. Sådanne ting har været forbudt for fangerne at have. Barberkniven kan være et våben, kikkerten kan bruges til kontakt med omverdenen, nøglen til flugt og fyrtøjet til brand.
Men så er der andre ting: en rullemåtte til tobak, en terning, et brilleetui, et par strømpebånd, og en kam. Hvorfor har det været ulovligt?
En del af forklaringen kan være det såkaldte klassesystem. Her var fangerne delt op i forskellige klasser, hvor de fik flere privilegier, jo højere klassetrin de var på. Det var en måde at få dem til at opføre sig ordentligt på. Fanger på 1. klasse måtte ikke ryge tobak, og derfor var en rullemåtte ulovlig.
En terning bruges til spil, og spil kan handle om penge. Når der er penge involveret, kan uheldige fanger ende med at skylde penge til de forkerte. Et brilleetui kan bruges til at skjule andre ulovlige ting i. Et par strømpebånd kan bruges til at kvæle sig selv eller andre med. Og kammen – tja, den kan vel ses som et våben mod systemet og den manglende selvbestemmelse over eget udseen- de? 

Skægkrøllejernet

Et skægkrøllejern blev for mange år siden lavet af en fange og konfiskeret af personalet.
Den væsentligste årsag var nok, at krøllejernet i opvarmet tilstand kunne være et farligt våben; give grimme brandsår eller måske stikke et øje ud.
Skægkrøllejern blev brugt i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Dengang, hvor mænd med respekt for sig selv havde et ordentligt skæg. De kunne udformes på mange forskellige måder – blandt andet ved at sno det med et krøllejern.
På billeder kan man se, at fængselspersonalet havde overskæg, men hvordan så fangerne ud? På billederne kan vi se, at mange fanger havde overskæg, men det er indtrykket af ensformighed, der står stærkest. De var ens klædt, i samme farve, og havde alle sammen den samme frisør. Man forstår, hvis de havde trang til at bryde ensformigheden og gøre noget anderledes ved deres udseende – for eksempel ved at krølle skægget.
Det kunne være en måde at opretholde sin identitet på, at holde sig selv oppe i et system, hvis formål det er at nedbryde, for derefter at genopbygge.

Flugt

Det er et brud på loven, når man flygter fra et fængsel. Derfor er der strenge disciplinærstraffe til de fanger, der forsøger at flygte, samt til dem, der har succes med at flygte, men som senere bliver fanget igen. Det kan være pengebøder, men også isolation, forlængelse af straffen eller, før 1920, korporlig straf.
Alligevel prøver fangerne at flygte igen og igen. Mange flygter fordi de ikke kan holde ud at sidde indespærret, andre for at komme ud til familien, og rigtig mange flygter, for ikke at gå mentalt i stå. Enkelte har måske et image som flugtkonge, de skal leve op til, som tilfældet var med Carl August Lorentzen, der blev berømt for sin flugt i 1949. Men det kan også være for at få tiden til at gå, eller, som en tidligere indsat sagde: ”Fordi jeg ku’!”
En flugt, eller undvigelse, som fængselsfolk kalder det, kan foregå på utallige måder. Nogle fanger laver forklædninger for at undgå at blive genkendt, andre benytter friheden til at gøre opmærksom på sig selv og måske begå nye forbrydelse. Fælles er at de altid, efter kortere eller længere tid, ender tilbage bag murene igen.

To flugtkonger

Der har været adskillige flugtforsøg fra Statsfængslet i Horsens. Alt lige fra svævebaner til tov lavet af lagner og falske nøgler er blevet fremstillet. Flere fanger har prøvet at flygte mere end en gang.
Et eksempel er en fange, der sad inde i 1960’erne og 1970’erne. Han havde fået en psykopatforvaringsdom, hvilket vil sige, at han sad inde på ubestemt tid. Denne fange prøvede at flygte rigtig mange gange. Han lavede flugtredskaber, falske nøgler og forklædninger. Han var meget opfindsom, for eksempel ville han en gang forklæde sig som kvinde, mens han en anden gang havde syet både handsker, vest og bukser.
Et andet eksempel er en fange, der sad inde ad flere omgange i 1970’erne til 2000’erne. Han indrømmede ligeud, at han havde tænkt sig at blive ved med at flygte. Men han ville prøve ikke at lade sine flugtforsøg skade fængsels- personalet. Denne fange var så kendt som flugtkonge, at han i 1990’erne sad i en celle, der var specielt sikret mod flugtforsøg – en såkaldt supercelle.

Tatoveringsmaskiner

Når en fange kom i fængsel og blev fotograferet, blev det også noteret, om han havde nogle tatoveringer, og hvor han havde dem. Det var både for at kunne identificere ham i tilfælde af flugt, men det var også, så man kunne holde øje med, om der kom flere tatoveringer, lavet ulovligt, i fængslet. Det var ulovligt fordi fangerne brugte de samme hjemmelavede maskiner, og dermed kunne smitte hinanden med hiv eller smitsom leverbetændelse, og fordi tatoveringer kunne signalere et bandetilhørs- forhold og skabe grupperinger mellem fangerne.
Alligevel fik mange fanger lavet ulovlige tatoveringer i fængslet. Det kunne være kvindenavne, pornografiske udtryk, et fange- nummer eller symboler. Tatoveringsmaskinerne var hjemmelavede. De bestod ofte af kuglepenne, elastikker, malertape og gamle el-shavere. El-shavere var gode, fordi deres motor kunne danne basis for den vibrations-effekt, der var en del af tatoveringsprocessen. Det behøvede dog ikke at involvere elektricitet at udvikle et tatoveringsredskab – en helt almindelig kuglepen kunne også bruges.

Stoffer i fængslet

Selvom det måske synes selvmodsigende, har det været et problem med stoffer i fængslet. Både bløde stoffer som hash og mere hårde stoffer som heroin. Dertil kom steroider og lignende.
Stofferne var i fængslet, fordi nogle af fangerne var afhængige, og der var dermed gode penge at tjene for andre fanger.
Personalet var klar over problemet og undersøgte derfor fangerne, deres celler og andre steder i fængslet systematisk og via stikprøver. Det blev gjort for dels at undgå stofmisbruget og for at hjælpe fangerne med at blive af med misbruget. Desuden blev det gjort for at undgå konflikter mellem fangerne, da nogle fanger blev udnyttet og kom i klemme.
Fra fangernes side krævede stofferne meget planlægning: stofferne skulle ind i fængslet, opbevares så de ikke blev fundet af fængselspersonalet eller andre fanger og distribueres ud til de rette modtagere. Derudover skulle der findes kurerer, penge skulle opkræves, og der skulle skaffes kunder.

Hashpiber

Det er ulovligt at ryge hash, også i et fængsel. Derfor er det naturligvis også ulovligt at fremstille hashpiber og være i besiddelse af hash. Til trods herfor bliver det stadig smuglet ind i fængslet og hashen bliver røget i hjemmelavede hashpiber.
Der er stor mangfoldighed i udformningen af hashpiberne. Dertil kommer de anvendte materialer, hvis art og herkomst varierer så vidt som fantasien rækker – og den har rakt langt.
Selvom gruppen under ét kaldes hashpiber, dækker betegnelsen over nogle varianter af ’piber’ ud fra den metode hashen er indtaget på. Her er navne som ’bong’, ’chillum’, og ’tjubang’ gængse begreber, og den store variation skyldes også den lette adgang til materialer, hvor man i en snæver vending godt kunne få et rygetøj ud af en kartoffel, en tandpastatube eller et stykke billardkridt.
Hashrygningen kan ses som en slags flugt fra en triviel hverdag, hvor man er en del af et system, uden særlig stor indflydelse på, hvordan man bruger sin tid. En tid, der bare skal gå, til man er fri igen.

Betjent om stoffer, 1992

Betjent om forholdet mellem betjente og fanger på grund af stoffer:

”Det er blandet og især belastet af, at vi skal visitere efter stoffer. Enkelte accepterer det, men af og til hører jeg bemærkningen: ”Hvorfor sender du mig til visitation, du er da ellers en rar fyr?” Vi bliver nødt til at gøre det for at få hånd i hanke med stofferne, og jeg synes, omfanget af visitation er passende.”

(Overbetjent Uno Wolf, I: Livet bage tremmerne 1992, s. 132)

Fange om stoffer, 1992

Hvor stort er omfanget af stoffer her?

”Der er ikke mange hårde stoffer, men ofte hænger det lidt vold, der er mellem fanger, sammen med dem. Af bløde stoffer som hash er der det vi skal bruge, og forsyningskrise er en sjældenhed.”

(Tidligere fange i Horsens, Tommy Pedersen, i: Livet bag tremmer. 1992, s. 115)

Fangernes våben

Der kan være mange årsager til, at fanger fremstiller, har og benytter våben i fængslet. Det kan være for at beskytte sig selv. Det kan være for at få andre til at gøre, som man vil havde dem til. Det kan være for at tage hævn. Det kan være for at understrege sin identitet og signalere noget bestemt. Det kan være for at true personalet under en flugt. Og det kan være, at man simpelthen bare er desperat efter at have været lang tid i et system, hvor ens medbestemmelse og kontrol over eget liv er svær at få øje på.
I princippet kan alt bruges som våben. En sten, en billardkø, en træsko, en gryde med kogende olie eller et barberblad. Men der er også eksempler på våben, hvor ophavsmanden har været mere omhyggelig med udformningen. En nihalet kat, en attraprevolver, et pandebånd med søm, et knojern eller en hjemmelavet rørbombe.

Grafitti

Det var forbudt at skrive på fængslets mure, vægge, møbler og så videre. Hvis fangerne blev opdaget, skulle de selv fjerne grafitten og betale de omkostninger, der var forbundet med restaureringen.
Alligevel findes der meget graffiti i fængslet. Det har været populært at skrive om sin dom, eksempelvis hvor længe man skulle sidde, og for hvad. Mange har understreget deres tilhørsforhold til byer eller bestemte grupper; banderelaterede udtryk som ”AFFA” og ”1%’er” ses således mange steder. Det har sikkert også været kilde til stor morskab at skrive ”Roomservice” ved cellens indvendige tilkaldeknap, der tilkaldte personalet.
Generelt finder man graffitien der, hvor fangerne har opholdt sig i kortere tid, eksempelvis i arresten på 1. øst eller i isolationscellerne på 1. vest hvor de ikke har haft mulighed for at tale med nogen. I de almindelige celler findes der meget lidt graffiti.

Flugt

Flugt fra fængslet i Horsens har været og er en særdeles vanskelig sag, som kun har været mulig under tilfældigt sammentræf af særdeles gunstige omstændigheder.” Flugtstrømmen har gennem årene været jævn, med stigninger op til weekender og jul, særligt turen over østmuren har været populær. Der er dem der flygter alene, og dem der flygter i flok – op til 5 på en gang. Efter flugten, hvor flugtredskaberne ligger tilbage, kan man se hvordan, men forstå hvorfor, er sværere. I sær fordi historien fortæller os, at fanger der flygter, bliver fanget igen. At gå 70 meter i håndgang i 20 m. højde eller grave en 18m lang tunnel, tyder på desperation og stærk vilje. Mange flygter fordi de ikke kan holde ud at sidde indespærret, andre for at komme ud til familien, og rigtig mange flygter for ikke at gå mentalt i stå, for at holde fast i troen på egen identitet, og i en evig kamp mod systemet. En tidligere indsat, der fortalte om sine flugte, blev spurgt: ”Jamen, hvorfor?”. Han svarede: ”Fordi jeg ku’!”1111111

Flugtkongen Lorentzen

Hele ni gange lykkedes det Carl August Lorentzen at flygte. En bedrift der har gjort ham kendt som Danmarks flugtkonge. Den mest berømte flugt fandt sted i 1949. Igennem mange måneder planlagde og forberedte Lorentzen flugten, og natten til den 23. december 1949 førte han sin plan ud i livet. Bag reolen i sin celle havde han brudt et hul i muren og gravet en 18 meter lang tunnel, der førte ned under fængselsgården og over til fængselsinspektørens kartoffelkælder, hvorfra Lorentzen kunne gå direkte ud i det fri. Over indgangshullet til tunnelen havde han efterladt en besked til fængselspersonalet. I hånden havde han skrevet: ”Hvor der er en Vilje, der er der også en Vej!” Den spektakulære flugt blev forsidestof henover julen.

Efter syv dage blev han pågrebet på en gård lidt syd for Horsens og ført tilbage til Statsfængslet, hvor han som straf blev sat to måneder i strafcelle. Det lykkedes aldrig Lorentzen at flygte igen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Copyright © 2011. All Rights Reserved - Horsens Museum 2011