Fængslets historie

Forhistorie

Statsfængslet i Horsens blev det første fængsel i Danmark, som blev opført på grundlag af moderne strafferetslige principper. Efter mange års undersøgelser og diskussioner blev fængslet i Horsens indviet i 1853. Det stod som det fysiske bevis for regeringens og kongens progressive tanker. Og der var ikke blevet sparet på noget. Hverken penge, energi eller gode intentioner. Det nybyggede fængsel var med rette statens og byens stolthed.

Hér skulle fanger ikke mere blot tugtes, men også forbedres. Væk var de middelalderlige metoder – nu blev fangerne behandlet som mennesker med sjæle. Sjæle som kunne og skulle formes. Metoderne var groft sagt ro, renlighed og regelmæssighed blandet med isolation, disciplin og hårdt arbejde – med et tykt lag religion drysset jævnt henover.

153 år senere da fængslet lukkede i 2006, var situationen en helt anden. Det at være fængselsby var bestemt ikke noget man kunne være stolt af mere, nu var det en dødvægt. Grunden var ikke knyttet hverken specifikt til byen Horsens eller fængslet, som lå dér, men til den opfattelse vi i Danmark nu havde til fængsler og straf.

De idealistiske forbedringstanker fra midten af 1800-tallet havde nemlig lidt skibbrud og nu var de danske fængsler blevet den pinlige påmindelse om et storslået projekt, som aldrig kom til at fungere.

 

Fangerne blev ikke forbedrede – i hvert fald ikke i det omfang man havde håbet og troet på. I mange år vidste man indenfor fængselsvæsenet, at teorien om forbedring ikke så let lod sig overføre til praksis, men langt op i 1900-tallet var troen og opbakningen fra befolkningen stort set intakt. Med Fængselsreformen i 1930 kom moderniseringen af straffeloven, som skulle sikre forbedringseffekten. Men den udeblev, og i anden halvdel af 1900-tallet blev kritikken af fængselsstraffen så markant, at den offentlige mening skiftede, og hvor der før havde været en udbredt respekt for fængselssystemet, blev fængslerne nu de fysiske beviser for et fejlslået eksperiment.

Fængslet i Horsens har taget hele turen med - fra progressivt til fejlslagent eksperiment. I 153 år var det rammen for et stykke af den moderne fængselshistorie, og fængslets, fangernes og de ansattes historier fortæller alle bidder af denne historie.

Historie

Det er en stolt dag for Horsens og for Danmark, da ”Straffeanstalten” åbner den 20. maj 1853, og de første 40 fanger rykker ind. Forud er gået mere end 50 år med kommissioner, tanker og studierejser om den nye revolutionerende idé, ikke bare at straffe, men også at forbedre. Der har godt nok også været årelange diskussioner, men aldrig om målet, kun om midlet, det vil sige, hvordan man bedst opnår forbedringen. Der spares hverken på penge eller anstrengelser i byggeriet. Den eneste modifikation er, at kongen beder om, at et påtænkt tårn erstattes af et mindre pompøst spir. Så da de første fanger rykker ind, er det i en topmoderne institution, hvor ingen detaljer er overladt til tilfældighederne. For Horsens betyder fængslet prestige, arbejdspladser og øgede erhvervsmuligheder, og bygningerne på toppen af bakken er et vartegn for byens succes. Helt frem til 1970’erne, hvor samfundet erkender, at fængsler, i den form de har, nok straffer, men ikke forbedrer. Og efter 100 års stolthed, bliver fængslet nu en klods om benet. Men det er en helt anden historie.

Hvorfor et fængsel?

”I blandt de indretninger, som i staterne ere blevne nødvendige og i store stæder uundværlige, regner man med billighed straffehusene. Deres bestemmelse er ikke blot at standse forbryderen i sit løb og give den vanartige en bevæggrund mere til afhold fra laster, men endog at bringe den vildfarende eller forførte tilbage på rette vej og gengive staten en nyttig borger.” Tankerne om en kombination af straf og forbedring, er fra en cancelli-skrivelse, fra 1789. Det er ordet ”forbedring” man skal bide fat i. Det er en ny tanke i den danske retspleje. 54 år senere munder den ud i, at de første 40 fanger i 1853 indsættes i ”Horsens Straffeanstalt”. De mellemliggende år er blevet brugt på at studere fængsler i Europa og USA, og tilpasse det man lærte, til danske forhold. Resultatet bliver et kompromis mellem to fremherskende ideologier, hvor fangerne gennem disciplin, arbejde, isolation og religiøs påvirkning straffes, men samtidig forbedres. Kompromiset er, at dem der skal sidde i Horsens, ikke forventes at kunne forbedres, og derfor ikke skal være i total isolation.

Hvorfor et fængsel i Horsens?

En kongelig resolution af 25. juni 1842 medførte en nyorganisering af det danske fængselsvæsen. En af grundpillerne bag resolutionen var, at man ikke blot skulle straffe, men også forbedre fangerne - gøre dem til gode samfundsborgere, hvis det var muligt. Det blev besluttet, at et forbedringshus skulle opføres på Sjælland, til dem man mente var modtagelig overfor forbedring, og et tugthus i Jylland til de fanger, der var tidligere straffet eller havde begået grove forbrydelser, og derfor var udenfor pædagogisk rækkevidde. Mange byer ville gerne have et fængsel, blandt andet Horsens. I 1842 havde Horsens mistet sin status som garnisonsby, da Det Slesvigske Kyrasserregiment blev nedlagt. Byen var derfor interesseret i nye statslige arbejdspladser. I 1844 faldt valget på Horsens, bl.a. på grund af byens centrale placering. Den gamle eksercerplads blev indkøbt af staten til formålet i 1846, hvor købsaftalen blev underskrevet. Byggeriet gik i gang, og i 1853 stod fængslet klar til at modtage de første fanger.


 

Byggeriet
At bygge et fængsel er ikke noget man bare gør. Det kræver forberedelse. Ikke mindst, når det fængsel man vil bygge skal være den fysiske ramme om helt nye ideer om forbedring og straf.

Da byggeriet går i gang i 1846, er det efter mange års intens planlægning, blandt andet med at studere fængselsbyggerier i Europa og USA. Fængslet i Horsens er inspireret af flere, men nok mest af et fængsel i Halle i Tyskland, som Bygningsingeniør Friis besøgte i 1841.Friis tegner et fængsel med natceller, dagceller (til straf og modtagelse), arbejdssale, vaske- og latrinrum, kirke, sygehus, betjentkaserne, portbygning og tjenesteboliger. Han sender udkastet til kongen, der godkender alt med undtagelse af en enkelt ting: tårnet midt på sydfløjen skal væk. I stedet kommer et mindre pompøst spir.

Fængslets officielle navne

Statsfængslet i Horsens har gennem tiden haft mange navne. I perioden 1853-1930 var fængslets officielle navn ”Horsens Straffeanstalt”. I 1930 blev der vedtaget en ny straffelov, og i den forbindelse blev fængslet omdøbt til ”Statsfængslet i Horsens”. Under 2. verdenskrig brugte tyskerne navnet ”Horsens Tugthus” om en enkelt celleafdeling (1. etage i midterfløjen), der under krigen blev brugt til at huse danske modstandsfolk. Fra 1953 til 1973 hed fængslet ”Forvaringsanstalten og Særfængslet i Horsens”. I denne periode husede fængslet fortrinsvis fanger, der var idømt tidsubestemt forvaring (også kaldet psykopatforvaring) og fanger idømt særfængsel (tidsbestemt forvaring). I 1973, da de tidsubestemte forvaringsdomme stort set var afskaffet, gik man tilbage til ”Statsfængslet i Horsens”, og det hed det fortsat, da fængslet lukkede i 2006.

Fængslets uofficielle navne

Navnet ”Horsens Tugthus” bliver ofte brugt i folkelig tale. Årsagen er nok, at indtil 1930 afsonede fanger med tugthusdomme deres straf i Horsens. Ligeledes brugte tyskerne under 2. verdenskrig navnet ”Horsens Tugthus” om en enkelt celleafdeling, der blev brugt til at huse danske modstandsfolk. Men officielt har hele fængslet aldrig heddet ”Horsens Tugthus”. Kælenavnet ”Slottet” stammer fra en beretning om den prøjsiske general Wrangel, der i 1864 kom til Horsens med den prøjsiske hær. Generalen så en stor bygning på bakken nær Horsens og sagde ”På dette slot vil jeg bo”. Navnet ”Slottet” benyttede virksomheden Servus Gruppen, da de i 2007 indgik en aftale med Horsens Kommune om at åbne fængslet for publikum. ”Slottet i Horsens A/S” havde dog en kort levetid og blev erklæret konkurs i 2010.

General Wrangels Slot

Et af de mange navne, som Statsfængslet i Horsens er blevet kaldt, er ”Slottet”. Der er en lille sjov historie bag netop dette navn. Tidligere værkmester I. P. Jensen skriver i sin bog ”8 Aar i Horsens Tugthus” fra 1927, at da den prøjsiske general Wrangel i 1864 ankom til Horsens med sine tropper, fik han fra en bakketop øje på fængslet, og skulle have sagt: ”Paa dette Slot vil jeg bo”. ”Slottet” viste sig at være fængslet i Horsens. Da general Wrangel fandt ud af, at der ikke var tale om et slot, men et fængsel, valgte han en anden overnatnings-mulighed.

(Citat fra: Værkmester I. P. Jensen, 8 Aar i Horsens Tugthus, 1927, s. 5)

Tugt & Forbedring

Et fængsel er groft sagt opdelt i to grupper: dem der har magt, og dem der ikke har. Symbolet på magten er nøglerne til de låse, der holder fangerne inde og kan lukke personalet og besøgende ud. Hovedformålet med magtfordelingen er selvfølgelig at sikre, at fangerne bliver og udstår den straf, de har fået. Det handler om ofrenes krav på retfærdighed, og i teorien også om muligheden for at fangen kan forbedre sig, og blive en god samfundsborger.

Gennem de 153 år fængslet var i brug, har personalet fra inspektør og ned til yngste kontorelev været dem, som skulle føre samfundets ændrede krav og holdninger til fængsler og straf ud i livet. Og der har været mange, både krav og ændringer. Fra starten af fængslets levetid, hvor der var 29 mennesker ansat til at passe på 500 fanger. Til lukningen i 2006, hvor der var ca. 240 ansat til at passe på 176 fanger.

Forbedringstanken

Da Fængslet åbner, er det med gode intentioner om, at de fanger, som stoppes ind i den ene ende for at afsone deres straf, kommer afsonede ud i den anden, og samtidig i en ny og forbedret udgave. Tankerne havde været undervejs i Danmark i mere end 50 år, og på grundlag af en kongelig resolution fra 1842, skulle to varianter af den nye måde at tænke straf på, afprøves i Danmark. Tugten i Horsens og forbedringen i Vridsløselille. Men allerede i 1875, bygges der et forbedringsafsnit i Horsens, og der skulle derfor tages hensyn til to forskellige afsoningsformer i samme bygning. Samtidig stod det hurtigt klart, at de gode intentioner til trods, fejlede eksperimentet. Som straf fungerede fængselsstraffen, men fangerne blev ofte mentalt syge og desuden ofte fastholdt i kriminalitet. Og i 1978 skriver inspektør Frederiksen i anledning af fængslets 125 års jubilæum: ”Efter min ærlige opfattelse fra over 35 års arbejde inden for kriminalforsorgen…kan og bør en frihedsberøvelse kun være den allersidste udvej, samfundet i en slags ”nødværge” anvender.”

Kongen om forbedring, 1842

”Da vi ansee Fangernes Isolering som et væsentlig Middel til deres Forbedring, finde vi det hensigtsmæssigt, at der for Forbrydere, der idømmes paa kortere Tid, opføres For- bedringshuse efter philadelfiske eller fuld- stændige Isoleringssystem, dog med den Modifikation, at der i samme Indsattes enkelte Værelser, i hvilke Forbrydere, hvis Sinds- eller Legemesforfatning maatte gøre det betænkeligt at underkaste dem stræng Isolering, kunne anvises Fælleds Arbejde.”
(Kongelig resolution 25. juni 1842.)

 

Kongen om tugt, 1842

”Derimod ville Vi, at der for Forbrydere, der inddømmes paa en længere Aarrække eller paa Livstid, skulle opføres Tugthuse med eenlige Celler til Ophold for Fangerne om Natten, men med fælles Arbejdssale, i det væsentlig overensstemmende med den af Vort Danske Cancelli anbefalede Plan.”

(Kongelig resolution 25. juni 1842)

Direktør for fængselsvæsnet H. Tetens om fængslet, 1953

”Opførelsen af ”Horsens tugthus” skete som et led i en reformbevægelse indenfor fængsels-væsenet omkring midten af det forrige århundrede. For den tid betød den nye anstalt en vældig omvæltning i vilkårene for fangebehandlingen, og siden har anstalten medlevet den betydelige udvikling, som har fundet sted i de forløbne år indtil den nyeste tids stærkt differentierede kriminalforsorg…Om end uhensigtsmæssig til formålet har man fundet, at den gamle anstalt endnu ikke var helt ubrugbar – men man må dog ønske, at dens levetid snart var omme.”

(H. Tetens 1953, i: Statsfængslet i Horsens. 1853 – 1953, 1953, Forordet)

Fængselsinspektør Frederiksen om fængsler, 1978

Efter min ærlige opfattelse fra over 35 års arbejde inden for kriminalforsorgen…kan og bør en frihedsberøvelse kun være den allersidste udvej, samfundet i en slags ”nødværge” anvender.” (Fængselsinspektør Frederiksen, 1978, s. 8)

Gammel Celle

Gammel Celle hedder ikke ”Gammel Celle”, det er bare noget, vi kalder den. Og da den er en senere tilbygning, er den, rent faktisk, den yngste af cellefløjene. Fængslet er opført som en straffeanstalt, der skulle huse tugthusfanger. Disse fanger skulle om dagen arbejde i arbejdssale sammen med andre fanger, og kun være i isolation om natten i såkaldte natceller. Forbedringsfangerne derimod skulle afsone i Vridsløse i total isolation, og de var derfor i deres celler døgnets 24 timer. På grund af pladsmangel oprettede man dog en ekstra cellefløj i Horsens, hvor forbedringsfanger kunne afsone. 1. december 1875 stod Gammel Celle parat med 48 celler i fire etager med panoptisk korridor og ovenlys. På den måde fik straffeanstalten i Horsens et forbedringsafsnit, der gik under navnet ”Celleafdelingen”. Under 2. verdenskrig blev det, fra tysk side, besluttet, at en del af Gammel Celle skulle fungere som ”Tugthus”, for danske modstandsfolk. Og fra midten af 1970’erne stoppede man med at bruge fløjen til celleafdeling, og den blev i stedet til ”Terapi-afdeling”.

Etablering af Gammel Celle

I 1875 valgte Justitsministeriet at føje en afdeling til Statsfængslet i Horsens, ved hjælp af en udvidelse af Kirkefløjen (midterfløjen), så den kom til at gå helt op til nordfløjen. Udvidelsen betød 48 ekstra celler, og de var nødvendige, da Vridsløselille, hvor forbedringsfangerne sad, var overfyldt. Afdelingen kender vi i dag som ”Gammel Celle”. Gammel Celle blev etableret efter det panoptiske princip, der går ud på, at få personer har overblik over et stort område. Ved at lave et åbent rum i alle fire etagers højde og indsætte en trappe, var det muligt for et lille antal vagter at overskue mange celler. En stor del af inventaret i Gammel Celle (bl.a. døre, karme og gelænder) stammer fra det nedlagte tugthus i Viborg.

Cellerne i Gammel Celle

Da Statsfængslet i Horsens blev indviet i 1853, skulle fængslet kun huse fanger med tugthusstraf. Men i 1875 besluttede Justitsministeriet, at udvalgte grupper af forbedringshusfanger skulle afsone deres straf ved Horsens Straffeanstalt, som Statsfængslet i Horsens hed på daværende tidspunkt. Forbedringshusstraf indebar, at fangerne skulle leve isoleret i deres celler både dag og nat. I Horsens blev forbedringshusfangerne placeret i Gammel Celle. I Gammel Celle sov, spiste og arbejdede fangen alene i sin celle.

Eneste kontakt var med personale, præst og enkelte godkendte besøg. Selv på de daglige udendørs gårdture blev fangerne i Gammel Celle isoleret i hver deres gård (også kaldet strålegårde). Eftersom man skulle opholde sig
i sin celle døgnet rundt, og også kunne arbejde der, var cellerne meget anderledes end de små, mørke natceller, tugthus- fangerne sov i. De var dobbelt så store, 6,3 m2, med vindue, og lys- og varmekilde.
 

Værkmester Jensen om Gammel Celle

Her sidder hver Mand indelukket i sin Celle og har følgelig ikke saa let ved at faa Oplysninger ude fra som Fællesfangerne, men her bruges saa Bankesystemet i høj Grad. Vil man sende en Meddelelse til en Medfange neden under, kan dette nok lade sig udføre. Man banker, eller som det nu kaldes telegraferer, til ham ”C. I. F.”, som betyder: ”Se i Vinduet”; og saa binder man en Snor om Depechen og hejser den ned, der kan jo eventuelt gaa et Stykke Skraatobak med samme Post … Undertiden lykkedes det, men det sker jo, at Betjenten opdager det og konfiskerer Smuglergodset til stor Sorg og Ærgrelse for den, det var bestemt for...”

(I. P. Jensen var ansat ved Statsfængslet i Horsens fra 1912 til 1920. I. P. Jensen, 8 Aar i Horsens Tugthus, 1927, s. 52.)

Albert Dam om forbedringscelle, ca. 1910

Den ledsagende inspektion drejer med kendt forsigtighed skodden fra det lille runde glughul i døren ind til en celle, et lyserødt oljemalet rum 2-3 X 3-4 meter; i det venstre hjørne står en rund bylt, sengetøjet, en madras rullet udenom lagenet, skråpuden og uldtæpperne. Om natten spændes den ud som en hængekøje fra væg til væg på tværs i kroge indenfor døren. Ovenover madrassen er en hylde med saltskål, madskab, salmebog, testamente, en bog fra anstaltens bibliotek og det par effekter, en fange har lov at eje. På væggen var en kumme til at vaske sig i, den modsatte havde et landkort, så vidt jeg husker. I det højre hjørne lå en samling legetøjsheste og uforarbejdet træ.”

(Albert Dam, Bort fra Fængselsstraffene. Seks essays, 1988, s. 11.)

Gammel Celle i 1970’erne

I 1970’erne blev Gammel Celle nedlagt som celleafdeling, og i stedet blev afdelingen omdannet til terapiafdeling. I terapiafdelingen holdt småfagene til, hvor de indsatte arbejdede med forefaldende arbejde, som for eksempel at samle julekalendere. I nogle af cellerne blev der også indrettet små værksteder, hvor de indsatte i deres fritid kunne arbejde med blandt andet læder og træ, eller male billeder. Desuden blev der indrettet et redaktionslokale i to sammenlagte celler på 2. etage, hvor fangebladet ”Rebstigen” holdt til.

 

Administrationen

Personalet

I begyndelsen bestod personalet af 29 personer: Til det praktiske arbejde var der 14 opsynsbetjente, en sygehusbetjent, en portner, en vægter, et bud, en spisemester (kok) og to værkmestre. Til den sjælelige og legemlige pleje var der en læge, en præst og en degn (lærer). Til selve forvaltningen var der to kontorister, en kasserer, en bogholder og en inspektør som den øverste leder. Hele dette personale skulle tage sig af omkring 500 fanger.

Med tiden blev fængslet bygget om, cellerne blev større og der var dermed plads til færre fanger. På samme måde fik fængslet og personalet flere og flere opgaver, der skulle varetages. Der blev ansat mange flere opsynsbetjente, sygeplejersker, undervisere, mere administrativt personale og så videre.

Det betød, at tallene så noget anderledes ud i 2006, da fængslet lukkede. På det tidspunkt var der omkring 176 fanger og omkring 240 ansatte.

Albert Dam om personalet, ca. 1910

”Hele Horsens Strafanstalt ledes af en inspektør og en viceinspektør; den har desuden i sin tjeneste en præst, læge, bogholder, økonomiforvalter, lærer for fællesfanger, lærer for cellefanger, 3 kontorister, en overværkmester, spisemester, 2 overbetjente, en vagtmester, sygebetjent, portner, vagtbetjent, 41 opsynsbetjente, 7 dagvogtere, 12 natvogtere, 2 vægtere, et bud; af forskellige reservebetjente gøres der i alt ca. 1000 dages eller nætters tjeneste om året.”

(Albert Dam, Bort fra fængselsstraffene. Seks essays, 1988, s. 29)

Fængslet om personalet, 1990

”Det samlede personale ved Statsfængslet i Horsens udgør 293 personer hvoraf nogle er deltidsbeskæftigede, således at der er ca. 281 såkaldte årsværk eller hele stillinger. Anstalten ledes af en inspektør, der er jurist, samt en viceinspektør og en fængselsfuldmægtig der også er jurister. Ledelse og administration udfører en del forskelligartet arbejde. De sørger for den overordnede sagsbehandling, behandler klagesager og sikrer at love og regler bliver overholdt. Endvidere udregner de løsladelsestidspunkt m.m. Til administration hører et økonomikontor, der varetager indkøb til, og salg af fængslets produktion samt forestår bygningsvedligeholdelsen. Og bogholderiafdelingen, der administrerer såvel ind- som ansattes lønninger og regnskaber.”

(Kortfattet orientering om Statsfængslet i Horsens, 1990, s. 17)

Opsynspersonalet

Opsynspersonalet var det personale, der havde den daglige og direkte kontakt med fangerne. Og da hovedformålet med et fængsel er at holde øje med fangerne, har opsynsbetjentene altid udgjort den største gruppe af personalet.

Udover overvågningen, har betjentene til alle tider også haft til opgave at ledsage fangerne under udgang og sørge for at dagligdagen på fængslet fungerede. Det vil sige at ordne praktiske opgaver som at vække fangerne om morgenen, udlevere post, og især skabe rammerne for at fangerne, efter deres løsladelse, er i stand til at kunne føre en lovlydig tilværelse. Det betyder, at opsynsbetjentene også har skullet kunne og ville samarbejde med fangerne.

Som en sjov historie kan nævnes, at der omkring 1912, når en opsynsbetjent blev ansat, blev lagt vægt på, at han så ordentlig ud og at hans figur ikke virkede latterlig. Han skulle jo kunne sætte sig i respekt over for fangerne. Men heldigvis gav en uniform, fløjte og stjerne også en vis effekt.

Albert Dam om opsynsbetjente, ca. 1910

”Mest betydning får opsynsbetjentene, som har fangerne direkte under sig i de daglige forhold. De rekrutteres af håndværkere, der har været soldat…Lønnen er 1100-1600 + brændsel og uniform. Jeg mødte noget forudindtaget mod betjentene. Men det må være berettiget at være på vagt overfor folk, der frivilligt er slavefogeder…Der er stor rift om betjentpladserne. En vakant post som reservebetjent, der kan få lov at gå 5-7 år før han får fast ansættelse, kan søges af 70 ansøgere…Når man ansætter en mand, ser man hen til, at han er legemligt uden lyde, ikke latterlig, af et tiltalende ydre, siger inspektionen. Jeg savner en angivelse af et bestemt hensyn til de rent menneskelige egenskaber.”

(Albert Dam, Bort fra fængselsstraffene. Seks essays, 1988, s. 29 – 30)

Instruks for fængselsbetjente, 1948

Den opgave, der er overdraget Fængsels-væsenets personale, består først og fremmest i fuldbyrdelsen af frihedsstraf, der idømmes et samfundsmedlem i anledning af begået lovovertrædelse…Det er nødvendigt, at hele personalet medvirker til det nævnte formåls gennemførelse. Derfor er det første krav, der stilles til fængselsmanden, vilje og evne til samarbejde. Selv om der tildeles de enkelte af personalet forskellige opgaver indenfor anstalten, er formålet med alt fængselsarbejde det samme, nemlig fangens tilbageførelse til en lovlydig tilværelse.

(Almindelig instruks for fængselstjeneste, 1948)

Fængslet om opsynspersonale, 1990

”Den største gruppe medarbejdere udgøres af opsynspersonalet, det vil sige fængselsbetjente og vagtmestre. Denne gruppe dækker i alt 169 stillinger hvoraf 28 er kvinder. Fængselsbetjentenes vigtigste opgave er at holde opsyn med de indsatte. Betjentene ledsager undertiden de indsatte under udgang, ligesom de ledsager og overvåger den indsatte, hvis han skal rundt i fængslet. Aldersfordelingen blandt opsynspersonalet svarer nogenlunde til aldersfordelingen blandt de indsatte.”

(Kortfattet orientering om Statsfængslet i Horsens, 1990, s. 18)

Instrukser om nøgler, 1948

”Fængselsmanden må nøje passe på de ham betroede nøgler.
Han må således aldrig lade dem blive siddende i låsene eller lægge dem fra sig under tjenesten.
Han må ikke lade nogen dør, der bør være aflåset, selv i den korteste tid være uaflåset.
Nøglerne afleveres, når tjenesten forlades.”

(Almindelig instruks for fængselstjeneste, 1948)

Nøgler i avisen

Nøgler er den direkte vej ud af fængslet. Derfor er der, og har altid været, strenge regler for hvordan man som opsynspersonale skal passe på sine nøgler. Et sæt nøgler, som lades ude af opsyn i bare et øjeblik af et øjeblik er, efter al sandsynlighed, væk.

Men selv med alle gode intentioner om det modsatte, skaber initiativrige fanger muligheder, hvor der egentlig ikke er nogen.

For eksempel blev der på et tidspunkt bragt en historie om fængslet i Ekstra Bladet. Som illustration spurgte fotografen, om han måtte tage et nærfoto af et sæt nøgler. Det fik han lov til. Artiklen og fotoet blev nærstuderet i fængslet, og en fange skabte en kopi af hovednøglen ud af et stykke plastikskærebræt. Nøglen blev givet videre til en anden fange, som låste porten op og flygtede.

Instrukser vedrørende påklædning, 1948

”Under udførelsen af sin tjeneste skal fængselsmanden…være reglementeret påklædt, bære signalfløjte på foreskreven måde og være i besiddelse af stav eller andet reglementeret forsvarsmiddel, samt af kniv og tændstikker.”

(Almindelig instruks for fængselstjeneste, 1948, s.30)

Instrukser vedrørende magt, 1948

”Magtanvendelse, herunder brug af staven, må kun finde sted i nødsfald og…Når magtanvendelse finder sted, skal det ske med besindighed for ikke at tilføje større overlast end nødvendigt, og ved anvendelse af staven bør det tilstræbes kun at ramme armene eller ryggen…Anvendelse af spændetrøje, håndjern, hensættelse i sikringscelle eller andre sikringsmidler kan kun ske efter nærmere ordre.”

(Almindelig instruks for fængselstjeneste, 1948, s. 20)

Instruks vedrørende kludesko, 1946

"Kludesko til Natpersonalet: Ordre af 8. Januar 1946. Der vil ved Depotets Foranstaltning blive udleveret et Par Kludesko til hver Betjent til Brug inder indendørs Nattjeneste. Der vil samtidig blive udleveret en Mærkeseddel, hvorpå Betjenten skal skrive sit navn og Uniformnummer.
 

Denne Mærkeseddel skal vedhæftes Skoene. Det er kun tilladt at benytte Kludeskoene under Nattjeneste, og Skoene vil ved Henvendelse til Depotet blive udleveret ved Tjenestens Paabegyndelse og skal ved Nattjenestens Ophør igen afleveres til Depotet forsynet med Navn og Nummer.”

(Fra instruksbog for betjente 1946, afsnit om kludesko)

Inspektører

Den første inspektør, Frederik Bruun, var en af forgangsmændene for fængselsreformen i 1842. Hans grundtanke var, at fangerne skulle have mulighed for at lære deres svage og stærke sider at kende, så de ville få mere selvtillid og kunne udvikle sig selv. Derfor lagde Bruun meget vægt på progressivitet – at fangen ikke bare skulle opbevares, men udvikles.

Nogenlunde samme udgangspunkt havde for eksempel inspektør Frederiksen. Han var personligt interesseret i fangerne som mennesker og holdt kontakten med løsladte fanger og deres familier. For Frederiksen burde fængsels- og frihedsberøvelse være den allersidste udvej – hvilket må siges at være overraskende for en mand, der lever af det.

Men selv blandt fængselsinspektører findes der brodne kar. En stor skandale ramte fængslet i 1885, da man fandt ud af, at inspektør Mazanti havde svindlet og stjålet fra fængslet. Han blev fyret og idømt 3 måneders fængsel. Men sådan én har der heldigvis kun været en af.

Breve

Fængslets personale får en del post, som på den ene eller anden måde drejer sig om en fange eller hans familie. Brevene er stort set altid skrevet til en navngiven person. Det vil sige ikke bare til ”Fængslet”, men til for eksempel ”Kaptajn Bagger”, som var inspektør i 1893, da han fik et brev.

Det er administrationspersonalet, der får disse breve: inspektøren og bogholderen for eksempel, men særligt præsten får mange breve. Det er der nok en god grund til. Det er præsten, som i de første mange år, har den daglige omgang med fanger, da det er hans opgave, gennem samtaler, at sikre fangernes forbedring. Blandt andet derfor er det ham, der opnår den største fortrolighed med fangerne. De emner, der skrives om, er forskellige, men formålet er næsten altid det samme; brevskriveren har brug for hjælp. For eksempel er der kvinden, der spørger ”Assistent Kraft” om hendes mand, der sidder i fængslet, virkelig skal emigrere til Amerika. Og der er den tidligere fange, som skriver til ”Pastor Broe” for at bede om penge til arbejdstøj og en billet til Flensborg.

Brev til assistent Kraft, 1903

”Hr. Assistent Kraft

Unskyld min Dristighed at jeg skriver til dem men jeg har faaet at vide at min Mand som sidder her paa Straffeanstalten vil søge at komme til Amerika ved Politest Hjælp og da jeg agter at søge Skilsmisse og ikke kan tænke paa at have en Mand der sidder i Fængset den næste Tid vil jeg bede Assistenten om de ville være saa venlig at svare mig om det er Tilfælde min Mands Navn er [navn] hans Nr. er 408. Ærbødigst Mdm [navn], [adresse].

Jeg ville bede dem derom det er mulig ikke sige det til min Mand.”

(Brev fra en fanges hustru til Hr. Assistent A. Kraft, Straffeanstalten i Horsens, 28.10.1903)

Brev til Pastor Broe, 1906

”For øieblikket er jeg for Løsgængeri idømt Tvangsarbeide i Københavns Tvangshus, og bliver løsladt herfra den 22 Januar, og er det min Bøn at [Fængsels] Selskabet vilde hjælpe mig med et Sæt Arbeidsklæder og en Reisebillet til Flensborg, da jeg er sikker paa at faa Arbeide naar jeg kommer dertil, hvorimod det bliver mig vanskeligt at faa Arbeide her.”

(Udsnit af brev til Hr. Pastor Broe fra en tidligere indsat ved Straffeanstalten i Horsens, d. 16. december 1906)

Præsten om sit arbejde, 2003

”Som fængselspræst må man være indstillet på at bruge langt det meste af sin arbejdstid til personlige samtaler med de indsatte om deres frustrationer og vrede, sorg, skyld og skam – og deres glæde ikke at forglemme. Og fangerne skal aldrig være i tvivl om, at hvad de taler med præsten om, det bliver mellem dem og ham (eller hende). Desuden må man bruge en hel del tid og kræfter på at formidle kontakt mellem de indsatte og deres pårørende. Dette er en utrolig vigtig opgave; for hvis fangerne mister deres personlige netværk uden for fængslet, vil de ikke have ret mange chancer for at klare sig efter løsladelsen – det kan blive svært nok endda.”

(Fængselspræst Carl Lomholt, Et Fristed i fængslet, 2003, s. 48)

Våben

Personalet var i starten opdelt i to grupper. En, der holdt opsyn inde på fængslet og en, der holdt opsyn uden for fængslet. Dem der arbejdede indenfor murerne var ikke bevæbnede, udover med en politistav, og en fløjte. Staven måtte de i øvrigt ikke bære i baglommen. Det eneste sted, hvor skarpladte skydevåben var en del af den indvendige overvågning, var interessant nok i kirken. Den tvungne kirketvang indtil 1924 betød, at alle fangerne var samlet i kirken på en gang. Dette blev omtalt som Kirkeforsvaret. For dem der arbejdede udenfor murerne var der andre regler. Den udvendige vagt bestod i de første år af soldater, der var udkommanderet fra Fredericia. De var bevæbnet med sabler. Senere overtog fængslet selv bevogtningen, der blev delt mellem en dagvagt og en nattevagt. I 1908, da Mozart Lindberg forsøgte at flygte, ved vi, at den udvendige vagt var bevæbnet med morgenstjerne og skydevåben. Betjentene øvede sig på fængslets skydebane, der også lå udenfor murene. Bare ikke om søndagen, når gudstjenesten var i gang.

Instruks om våben, 1946

”Skydevaaben. For at undgaa de sørgelige Ulykker, som heller ikke Fængselsvæsenet har kunnet undgaa i den senere Tid, indskærpes det meget alvorligt at omgaas Skydevaaben med den ydereste Forsigtighed og Omhu. Forsaavidt en Funktionær ikke er tilstrækkelig fortrolig med Brugen af Vaaben, kan han ved Henvendelse til Vagtmesterkontoret opnaa den fornødne Vejledning.”

(Fra instruksbog for betjente 1946, afsnit om skydevåben)

2. verdenskrig

Da Danmark blev besat den 9. april 1940, betød det ikke den store ændring for fængslet. Der var praktiske problemer i forbindelse med mørklægning, men efter forslag fra en fange, fik man sat det i system.
En lille ændring i fængslets forhold skete, da de danske myndigheder i 1943 indgik en aftale med besættelsesmagten. Det betød at danskere, der var dømt til tugthus i tyske krigsdomstole, kunne afsone i Danmark. For at adskille dem fra almindelige fanger, blev der indrettet en tugthusafdeling i midterfløjens 1. etage.
Den største ændring kom dog, da samarbejdspolitikken mellem den danske regering og besættelsesmagten brød sammen, og tyskerne skærpede opsynet med fængslet. Fra den 29. august til den 9. december 1943 overtog tyske soldater bevogtningen uden for ringmuren. Derudover blev der indrettet en tysk kommandocentral i fængslets sydfløj. Fængselspersonalet fik udleveret såkaldte Ausweis, så de kunne identificere sig selv og bevise, at de gik den korteste vej til og fra arbejde.

Instruks om post, 1946

”Post til fanger. Ordre af 1. August 1946. For at sikre, at samtlige ind- og udgaaende Breve ikke udleveres eller afsendes uden at være gennemlæst, er der anskaffet Stempler med Teksten (L). Stemplet anbringes af Censorene,på den udgaaende Post paa det Sted, hvor Frimærket skal anbringes, paa den indgaaende Post midt på Kuverten. Det skal ved Udlevering henholdsvis Afsendelse paases, at brevet er forsynet med dette Stempel. Ved Frankering skal iagttages, at Stemplet bliver dækket af Frimærket.”

(Fra Instruksbog til betjente 1946, Afsnit om Post til fanger)

Betjentforeningen

Betjentforeningen

I 1909 blev Betjentforeningen dannet. Selvom der var godt 100 betjente ansat på fængslet, blev kun få af dem medlem. Resten var bange for, at ledelsen ikke ville synes godt om ideen og at medlemskab kunne have konsekvenser. Men med tiden voksede foreningen og man kunne arbejde for at ændre betjentenes vilkår. Man ville især forkorte tjenestetiden, der i 1909 lå på godt 14 timer om dagen. Man ville forbedre uniformeringen og ændre den tone, de overordnede brugte over for underordnede. I 1913 blev et landsdækkende forbund, Betjentforeningen for Danmarks Straffeanstalter, oprettet. Nu kunne man stå flere sammen om ændringer og forbedringer.
Betjentforeningen fik både ændret både store og små ting: Nedsættelse af tjenestetid til 8 timer og 10 minutter i 1926, anskaffelse af regnfrakker i 1930 og opfyring i kakkelovnen hos nattevagten om vinteren i begyndelsen af 1930’erne.
I 1939 skiftede foreningen navn til Dansk Fængselsforbund og i 2010 til Fængselsforbundet, som det hedder i dag.

 

Inspektør Goos om Betjentforeningen, 1978

”Til Bestyrelsen for Betjentforeningen. Da det er kommen mig for øre, at en del af Foreningens Medlemmer nærer Frygt for, at jeg ser skævt til, at de er i Foreningen, beder jeg herved Bestyrelsen meddele medlemmerne, at dette ingenlunde er Tilfældet, hvad jeg heller ikke mener at have givet dem Anledning til at tro.
Som jeg allerede tidligere har erklæret, skal jeg gerne yde min Medvirken til Opnåelse af rimelige Forbedringer i Betjentenes Stilling, og jeg anerkender Betjentenes fulde Ret til frit at vælge, om de vil være Medlemmer af Foreningen eller ej, ligesom dette Valg i ingen Retning vil influere på mit Forhold over for dem, så meget mere som jeg ikke engang ved, hvem der er medlemmer af Foreningen eller ej.”

(Inspektør Goos i 1911, gengivet af overbetjent Uno Wolf, Status over betjentforeningens virke ved statsfængslets 125 års dag, I: Statsfængslet i Horsens, 1978, s. 39)

2. verdenskrig 

”Men så kom krigen og den tyske besættelse.”

Statsfængslet i Horsens kom til at spille en central rolle i danmarkshistorien, både under 2. verdenskrig, og særligt efter, i forbindelse med retsopgøret, hvor krigsfanger afsonede i fængslet.
I besættelsens første fase mærkede hverken fangerne eller de ansatte den store forandring. Kontrollen over hvad der skete bag murene var stadig i inspektør Borgsmidt-Hansens hænder, og kun på et punkt trængte den nye virkelighed helt ind i fængslet. I 1943-1944 fungerede en enkelt cellegang som Tugthus for danske modstandsfolk. Navngivningen stod tyskerne for, og det er det eneste tidspunkt, hvor en del af fængslet har haft det navn. Men med samarbejdspolitikkens sammenbrud, blev fængslet besat, og: ”…den tyske officer ville fratage den ledende overbetjent nøglerne. Denne for en fængselsmand meget forsmædelige optræden førte til, at et lille håndgemæng mellem overbetjenten og officeren opstod.” Essensen af 2. verdenskrig kogt ned, og udspillet i en slåskamp om nøgler.

Christiansen og Møller om krigen

”Men så kom krigen og den tyske besættelse. I første omgang betød dette dog ikke større ændringer i det daglige liv. Man havde kun besværligheder af ren praktisk art, og navnlig bestemmelserne om mørklækningen voldte nogle kvaler, idet det viste sig vanskeligt effektivt at tildække de store ruder i tagene, hvorfra jo de panoptiske korridorer fik al deres lys. En kortere tid var det nødvendigt at rømme cellefløjen, indtil man fik udtænkt et tilstrækkeligt effektivt system, som i øvrigt blev foreslået af en fange”

(Svend E. Christiansen og Th. Møller, Statsfængslet i Horsens, 1953, side 58)

Under krigen: Besættelsesmagten

Kommandocentral og Ausweis

Da samarbejdspolitikken mellem den danske regering og besættelsesmagten brød sammen, skærpede tyskerne opsynet med fængslet. Fra den 29. august til den 9. december 1943 overtog tyske soldater bevogtningen uden for ringmuren. Derudover blev der indrettet en tysk kommandocentral i fængslets sydfløj.

Fængselspersonalet fik udleveret såkaldte Ausweis. Det var legitimationskort og passersedler, som skulle vises, hvis man blev stoppet af tyskerne under spærretid og skulle kunne bevise, at man gik den korteste vej. Fængslet fik tilladelse til selv at udfylde sedlerne, men de skulle stemples af den tyske kommandantur.

Under krigen: Opslag om luftalarm

”Naar Luftalarm gives mellem kl.22 og kl.6 skal det Hold, der er udsat til Tjeneste den paagældende Dag om Eftermiddagen, give Møde paa Forhallen, og det er Meningen, at dette Hold skal overtage den egentlige Sikkerhedstjeneste i selve Fængslet. Der vil efterhaanden som Betjente møder, blive udleveret et Kort med Angivelse af, paa hvilken Post den paagældende skal møde. Det er af Vigtighed, at disse Poster hurtigst muligt besættes, og at Tøjet hurtigst mulig udleveres til Fangerne. (…) De udvendige Vagtposter og de i de forskellige Etager i Sdr.Fløj posterede Vagtposter skal være forsynet med Skydevaaben. (…) De Fanger, der er anbragt paa Fællessovesale, skal føres til det for dem anviste Beskyttelsesrum. De maa medtage Bænke eller Stole fra Afdelingen.”

(Opslag om luftalarm cirka 1940)

Under krigen: Tyskernes tugthusfanger

I 1943 indgik de danske myndigheder en aftale med besættelsesmagten. Det betød at danskere, der var dømt til tugthus i tyske krigsdomstole kunne afsone i Danmark. Ifølge fængselsoverlærer Svend E. Christiansen var disse fanger underlagt et strengt reglement og for at adskille dem fra almindelige fanger, blev der indrettet en tugthusafdeling i midterfløjens 1. etage. En tysk general inspicerede cellerne i august 1943 og mente, at de ikke var så luksuøst udstyrede som almindelige celler. Christiansen skriver, at det strenge reglement ikke blev overholdt og tugthusfangerne måske blev behandlet bedre end de almindelige fanger.
En af fangerne fik smuglet et kamera ind i fængslet og derfor kan man se, hvordan en celle så ud og hvordan fangerne var klædt. I alt sad der 19 tugthusfanger, alle modstandsfolk. De sad dog ikke så længe, tre blev overført til anden straf den 9. august og de 15 sidste flygtede over østmuren den 30. december 1944.

(Svend E. Christiansen og Th. Møller, Statsfængslet i Horsens, 1953, side 58f)

Under krigen: Flugten den 30. december 1944

En modstandsmand fortæller:

”[…] saa sidder [navn] og faa Sekunder efter [navn] overskrævs paa Muren med Maskinpistolerne rettet mod betjentene, som er for forvirrende til at forstaa Meningen med Ordene: ”Hænderne op.” I samme Øjeblik den første Maskinpistol dækkede Betjentene, gik enhver af os i Gang med den ham tildelte Opgave paa den ene eller anden Side af Stakittet: Betjenten inde i Folden fik en Pistol i 

 

Maven, Betjenten i den sydlige ende af Gaarden maatte nøjes med en Pibe, men respekterede den. […] Medens vi arbejdede inden for Muren, havde [navn] vippet Stigen op over, og de første var allerede entret op ad den og ad et fastbundet Tov kuret ned paaden anden Siden Muren. Hermed var den væsentlige Hindring paa Vejen til friheden overskredet, og tilbage var kun at løbe gennem Præstens Have og kravle gennem den overklippede Staaltraadshegn, saa stod vi ude paa Vejen. Da [navn] og [navn] som de sidste sprang op paa Vognen, og vi startede, var der kun gaaet 3 Minutter fra det Øjeblik, Aktionen indledtes”.
Under krigen
: Flugten den 30. december 1944

De danskere, der var blevet dømt til tugthus i tyske krigsdomstole, sad ikke i Horsens ret længe. Den 30. december 1944 lykkedes det dem at flygte. Aktionen var nøje planlagt. Med hjælp fra blandt andre fængslets hjælpepræst havde de 15 fanger fået smuglet våben ind i fængslet.
Om eftermiddagen kørte en lastbil hen til det østlige hegn, hvor der var lavet et hul. To kom op på ringmuren med en stige og maskinpistoler. Mens de holdt betjentene i skak, kom de 15 fanger over ringmuren, gennem hegnet og op på lastvognen. Derefter fik de andet tøj og blev kørt til en adresse i Horsens, hvor de skjulte sig et par dage.
Fængslet foretog en efterforskning, men uden resultat.

Efter krigen: B-fanger

Retsopgøret efter 2. verdenskrig betød, at mange blev dømt efter straffelovstillægget af 1. juni 1945. Det blev bestemt, at de skulle afsone i Statsfængslet i Horsens. Det var danskere, der var skyldige i landsforræderi eller krigsforbrydelser, samt tyske krigsforbrydere. Disse fanger fik fangenumre med bogstavet B. Eksempelvis var fange nummer B.450 Werner Best, som havde været rigsbefuldmægtiget i Danmark. Det betød, at han havde været Hitlers stedfortræder i Danmark, og derfor reelt leder af den tyske besættelsesmagt. Derfor blev han dømt som krigsforbryder.
For at undgå alt for store sociale følger af retsopgøret, blev der gjort ekstra meget ud af at resocialisere fangerne. Blandt andet fik de større mulighed for at uddanne sig, både i håndværk og mere boglige fag. De tyske fanger fik desuden lov til at modtage gavepakker fra familie og venner i Tyskland.

B-fangerne sad i Horsens indtil november 1951.

Efter krigen: Werner Best

Under 2. verdenskrig var Werner Best rigsbefuldmægtiget i Danmark. Det betyder, at han var Hitlers stedfortræder i Danmark, og derfor reelt leder af den tyske besættelsesmagt her i landet. I flere år førte han og den danske statsminister Erik Scavenius – og dermed den danske regering – en samarbejdspolitik, hvilket blandt andet indebar, at Best i flere omgange blev kaldt til samtale hos Hitler, hvor Best blev beordret til at føre en hårdere politik. Efter krigen blev Best dømt til døden. En dom som blev ændret til 12 års fængsel. Best blev 1. juni 1950 overflyttet til Statsfængslet i Horsens. Vi ved ikke meget om hans ophold i fængslet, men at han har arbejdet med at udfylde tiden så kvalitetsfyldt som muligt, findes der enkelte eksempler på. En smukt udskåret brevkniv, et foto fra en gårdtur i samtale med medfanger og et brev, hvor han, på de tyske fangers vegne, beder om at en tysk litteraturaften udskydes. Allerede den 28. august 1951, benådes han og udvises af Danmark.

Efter krigen: Personalemangel

Armbind som uniform

Retsopgøret efter 2. verdenskrig betød, at der blev fyldt godt op i Statsfængslet i Horsens. Derfor skulle man hurtigt skaffe mere fængselspersonale. Det gik så stærkt, at det nye personale ikke kunne nå at blive godkendt og derfor fik de først lov til kun at holde opsyn uden for ringmuren. Det gik også for stærkt til at det nye personale kunne få rigtige uniformer. I stedet fik de enten en kasket eller et rødt armbind. Armbindet havde to orange striber og et påtrykt ”SH”, hvilket står for Statsfængslet i Horsens. Når man havde sådan et armbind på, betød det, at man var fængselsfunktionær.

Efter Krigen: Vagttårnet

Retsopgøret efter 2. verdenskrig betød, at mange blev dømt efter straffelovstillægget af 1. juni 1945. Det blev bestemt, at de skulle afsone i Statsfængslet i Horsens. Det var danskere, der havde gjort sig skyldige i landsforræderi eller krigsforbrydelser, samt tyske krigsforbrydere. Direktoratet for Fængselsvæsenet forlangte, at der blev opført et vagttårn opført på gårdtursarealet. Den daværende inspektør ville dog ikke have, at vagttårnet var bevæbnet eller bemandet, så det endte med ikke at blive brugt. På et fotografi kan man se, at betjenten står neden for tårnet, mens tårnet er ubemandet.

Copyright © 2011. All Rights Reserved - Horsens Museum 2011