Hverdag i fængslet

Regler & rutiner

De indsatte i Statsfængslet havde lov til mange ting, forudsat at de fulgte reglerne. Fangerne måtte gerne gå på gårdtur – men det skulle ske på bestemte tidspunkter og med forskellig påklædning alt efter den tidsperiode, man befandt sig i. I 1888 skulle fangerne således bære hue på gårdtur, mens de i 2006 selv måtte bestemme påklædningen.

Fangerne måtte også gerne gå i skole i stedet for at arbejde – men det gav mindre i løn og en HF-eksamen kunne tage flere år på grund af antallet af udbudte undervisningstimer.

Selvfølgelig måtte fangerne også gerne blive syge – men så skulle man i en celle på sygeafdelingen og blive der indtil morgenen den næste dag.

Endelig måtte fangerne gerne udsmykke deres celle og deres afdeling – men hvordan kom helt an på, hvilken dom fangen havde, hvor lang tid de havde afsones og hvordan de havde opført sig.

Så det tilladte var altså tilladelser med modifikationer – den frie vilje var tilladt, så længe det passede ind i hverdagen, økonomien og selve formålet med fængselsstraffen.

Regler

De, der sidder i fængsel, sidder der, fordi de har overtrådt samfundets regler.

Men også inden for murerne er der regler, der skal overholdes. Mange regler. Der er for eksempel regler for hvordan man skal klæde sig, hvad man skal lave og hvem man må tale med og hvornår.

Alle disse regler er lavet af forskellige grunde. For eksempel for at kunne opfylde de lovkrav, der er for frihedsberøvelse i et fængsel. Men også for at opretholde ro og orden på et sted, hvor mange mennesker er tvunget til at være sammen døgnet rundt. Og endelig for at beskytte fanger og ansatte.

Reglerne, både omfanget og indholdet, har ændret sig fra fængslets start i 1853 til lukningen i 2006. I begyndelsen var der for eksempel strenge krav om, at fangerne ikke måtte snakke sammen, der var kirketvang, og de måtte heller ikke gå i deres eget tøj. Alle disse regler blev lempet, og var helt væk, da fængslet lukkede. Men det betyder ikke, at der ingen regler er nu. Det er der er stadig. Næsten for alt andet.

Fange om regler, 1988

"Ud over reglerne for dagens forløb i tid og rum er der regler for opførsel og sprogbrug. Der føres journal over fangen. Der skrives notater om opførsel, vaner og hvem han omgås. Der er regler for hvordan fanger skal omgås hinanden. Der er nøje regler for indretning af celle, størrelse af gulvtæppe og møbler. Der er regler for hvor mange smykker man må have, hvor mange penge man må have osv. Disciplinens formål er dels at sikre ro, en bestemt orden og punktlighed, dels at minimere fangernes egenvilje og selvbestemmelse.”

(Tidligere fange i Vridsløselille, Torkil Lauesen, Magt og modmagt i fængslet, online-artikel printet 29. oktober 2009, der bygger på bogen: Fra forbedringshus til parkeringshus, 1988).

Døgnrytmen

I et lukket fængsel er der fastlagte regler for, hvornår man må gøre hvad. Det er faste tider for hvornår fangerne på de forskellige afdelinger står op, går på arbejde, trækker frisk luft, handler ind og går i seng.

I 1853 stod fangerne op kl. 4.45 om sommeren. De redte deres senge, blev råbt op og vaskede sig. kl. 5.30 var der morgenbøn og herefter gik arbejdet i gang og varede indtil kl. 20. Så ryddede de op, gjorde rent og bad aftenbøn inden de gik i seng kl. 20.30. Om søndagen arbejdede fangerne ikke, men der var tvungen kirkegang indtil 1924.

Med årene er dagsprogrammet blevet mindre stramt. I 1990 stod fangerne op kl. 7 og arbejdede til kl. 15.30. Derefter havde de fritid indtil kl. 21.30, hvor de blev låst inde i deres celler for natten. I weekenden arbejdede fangerne ikke, men kunne dyrke motion, forskellige hobbyer eller synge i kirkens fangekor.

Tanken bag døgnrytmen er, at den skal ligne døgnrytmen uden for fængslet. På den måde vil det blive lettere for fangerne at blive resocialiserede og indgå i samfundet som lovlydige borgere, når de bliver løsladt.

Fangeinddelinger

Indtil fængselsreformen i 1973 var fangerne inddelt i grupper, alt efter dom.

Først var der tugthusfanger og forbedrings- husfanger. Tugthusfangerne, med domme fra 2 år til livstid, skulle afsone i Horsens og forbedringshusfangerne, med domme fra 8 måneder til 6 år, skulle afsone i Vridsløselille.

Men hurtigt blev Vridsløselille fyldt op og Horsens oprettede en afdeling til forbedringshusfanger.

 

 

Dette system blev ophævet i 1930. Herefter fik man andre fangeinddelinger, signaleret med et bogstav. H-fangerne var idømt tidsubestemt psykopatforvaring. P-fangerne var idømt tidsbestemt psykopatfængsel. S-fangerne var idømt sikkerhedsforvaring. B-fangerne var krigsforbrydere eller landsforrædere dømt efter særloven ved 2. verdenskrig.

I 1973 gik man over til et fængselssystem med lukkede eller åbne fængsler, alt efter fangernes dom og kriminelle baggrund. I Statsfængslet i Horsens var fangerne inddelt i afdelinger, fordelt på hvilken form for fællesskab fangerne måtte indgå i – og med hvem.

Albert Dam om tugthusfangelivet, ca. 1910

”En tugthusfanges dag har at bevæge sig efter følgende skema: Opringning kl. 4.30 (om vinteren 5.30), han reder sengen, gør sovecellen i stand og vasker sig. Kl. 5.15 (6.15) er der påmønstring; efter tællingen råber betjenten: Arbejde; og der indlades til arbejdet, som varer til kl. 8 aften. Det afbrydes af en halv times gårdtur formiddag og eftermiddag og de tre gange klokken ringer til spisning. Spisetiderne er: 7.30-8 frokost, 12-13 middag, 17-17.30 vesperkost. Fyraften er fra 20-20.30, da klokken ringer iseng. Fritiden, som foruden den halve time før sengetid fås ved de overskydende minutter af spisetiderne, tilbringes i arbejdsstuen og anvendes til læsning, brevskrivning, dasen; sømmelig samtale er tilladt undtagen i de to nederste klasser.”

(Albert Dam, Bort fra fængselsstraffene. Seks essays, 1988, s. 27)

Albert Dam om forbedringsfangelivet, ca. 1910

"Cellefangens dag begynder kl. 4.45 sommer, 5.45 vinter. Han står op, får tøjet rakt ind ad døren og tager det på. Han har så at rulle madrassen sammen om tæpper og lagener og stille dem op i en krog..., desuden gøre lidt rent i cellen, vaske sig. Kl 5 (6) begynder arbejdet. Det afbrydes af de tre spisepauser kl. 7.30-8, 12-13 og 17-17.30. Kl. 20 hører arbejdet op. Kl 20.30 ringer klokken i seng. Fangen ruller madrassen ud og spænder den op. Han affører sig tøjet og står med det i hånden, til vogteren kommer, og anbringer det udenfor. Fangen slukker gasblusset og går i seng. Efter et ny signal fra klokken må han ikke rejse sig..."

(Albert Dam, Bort fra fængselsstraffene, seks essays, 1988, s. 98)

Klassesystemet

I 1873 blev fangerne inddelt i et klassesystem med tre klasser, hvor 1. klasse var lavest og 3. klasse højest. Det var en gulerod og en pisk. Hvis fangerne opførte sig ordentligt og fulgte fængslets regler, rykkede de en klasse op, men hvis de brød reglerne, rykkede de en klasse ned.

1. klasse var forberedelsesstadiet. Her var fangen normalt tre måneder. Fangen skulle arbejde, men havde ingen ret til undervisning og han måtte kun låse gudelige skrifter i fritiden. Forberedelsesstadiet var også det stadie, han kunne blive rykket ned i som straf.

2. klasse var tvangsstadiet. Her fik fangen flere privilegier som ret til flere brevskrivninger eller besøg. Han kunne købe flere goder i købmandsbutikken og fik udbetalt større arbejds-fortjeneste.

3. klasse var overgangsstadiet. Her blev fangen forberedt til løsladelse. Han fik en uniform, der mere lignede almindeligt tøj end en fangedragt og fik lov til at arbejde under mere frie forhold.

Klassesystemet blev ændret med tiden, men blev først ophævet i anden halvdel af 1900-tallet.

Reglementsbog om klassesystemet, 1947

”Under Opholdet paa Modtagelsesstadiet, hvis Varighed ikke maa overstige 2 Maaneder fra Fangernes Indsættelse, tilvejebringes de fornødne oplysninger til brug for en Bedømmelse af Fangens Egenskaber med henblik paa hans senere Behandling og Anbringelse under Strafafsoningen. Efter opholdet paa Modtagel- sesstadiet overgaar Fangen til det almindelige Stadium, hvor han forbliver, indtil han overgaar til Slutningsstadiet. Overgangen til Slutnings- stadiet finder i Almindelighed Sted 2, 3 eller 6 Maaneder før det Tidspunkt, til hvilket Fangen vil have Mulighed for Løsladelse paa prøve, eller, saafremt denne Mulighed ikke foreligger, før det endelige Løsladelsestidspunkt, nemlig 2 Maaneder før, naar Straffetiden er under 1 Aar, 3 Maaneder før, naar Straffetiden er 1 Aar og derover, men under 5 Aar og 6 Maaneder før, naar Straffetiden er 5 Aar og derover. Bestemmelse om en Fanges Oprykning til højere Stadium træffes af Funktionærmødet og afgøres under Hensyn til hans Forhold i Fængslet.”

(Reglementsbog, 1947, § 33, s. 18-19)

 

Celler & tøj

Afdelinger

Fangerne var organiserede i mindre enheder, fordelt på forskellige afdelinger. I 1888 var fangerne organiseret efter klassesystemet, hvor man blev rykket op eller ned i klasse alt efter opførsel. Denne organisering kom også til udtryk i fængslets afdelinger. De fanger, der var i første klasse, boede nemlig på 1. etage, fangerne i anden klasse boede på 2. etage og så videre. Det betød, at fangerne på de forskellige klassetrin ikke havde kontakt med hinanden.

Med tiden kom der ny lovgivning og det afspejlede sig i ombygninger på fængslet og inddeling i nye afdelinger. I 1950’erne, da fængslet især havde forvaringsfanger, var afdelingerne mindre, da man mente, at det var bedre for fangernes behandling.

I 2006 var der, udover arresten, isolations- og sygeafdelingen, syv afdelinger på fængslet. På 4. vest sad de negativt stærkt styrende indsatte isolerede fra de andre afdelinger. 2. vest og 2. øst havde begrænset fællesskab, hvor de indsatte efter arbejdstid blev låst inde deres celler. De sidste 4 afdelinger var almindelige fællesskabsafdelinger.

Fængslet om afdelingerne, 1990

Afdelingerne som selvstyrende enheder.

”Fængslet er opdelt på en sådan måde, at hver afdeling er en selvstyrende enhed. Det faste opsynspersonale plus den indsattes forsorgsmedarbejder, en lærer og en sygeplejerske udgør et såkaldt afdelingsråd. Rådet kan efter behov suppleres af den indsattes værkmester, præsten, psykologen og psykiateren. Rådet har ugentlige møder, hvor man bl.a. behandler de indsattes ansøgninger om udgang og prøveløsladelse. Afdelingsrådet laver en indstilling til ledelsen, der træffer den endelige afgørelse.”

(Kortfattet orientering om Statsfængslet i Horsens, 1990, s. 18)

Udsmykning

I begyndelsen var der ingen udsmykning på fængslet. Gangene og cellerne var hvidtede og de ting, fangen måtte have i sin celle, skulle ligge på bestemte pladser, så cellen var let at visitere.

Med tiden begyndte fangerne at måtte have enkelte personlige genstande i deres celler og der blev mulighed for at udsmykke cellen. Men hvor meget udsmykning, fangerne måtte have, kom an på deres klassetrin i klassesystemet.

En fange på modtagelsesstadiet måtte i 1947 have fotografier af familie og nærmeste pårørende. En fange på det almindelige stadium måtte have enkelte billeder, blomster og planter. Og en fange på slutningsstadiet måtte, efter begunstigelse af fængslets leder, have bordtæppe, gardiner og lignende.

Senere blev der mulighed for mere udsmykning, men først i 2003 fik fangerne lov til selv at bestemme vægfarven i cellen – hvis deres dom var på 5 år eller derover, og de ville betale selv.

Afdelingernes gange blev malet i 1990’erne. Her var det specielt en bestemt fange, der stod for udsmykningen, efter aftale med de fanger, der boede på afdelingerne.

Cellerne

Cellerne i østre og vestre fløj var oprindeligt indrettet med natceller. I de 3,2 m2 små natceller opholdt fangerne sig om natten. Natcellernes placering midt i fløjene betød, at cellerne ikke havde et vindue, ligesom der ikke var lys- eller varmekilder. I natcellen var der plads til en seng og en natpotte. For at undgå flugt- eller selvmordsforsøg skulle de indsatte, inden de lagde sig til at sove om natten, lægge deres tøj på en skammel, der stod uden for cellen. Natcellerne i øst- og vestfløjen blev revet ned i 1933-1935 og erstattet af cellegange med et åbent trappeforløb, der gav mulighed for at se gennem alle etager på en gang. Det betød, at få betjente kunne overskue mange celler. I de nye cellegange blev cellerne rykket ud til ydervæggene, hver celle fik et vindue og cellernes grundareal blev fordoblet i forhold til natcellerne. Efter en nyindretning i midten af 1950’erne fjernede man det åbne trappeforløb i øst- og vestfløjen. Kun i midterfløjen blev det åbne trappesystem bevaret.

Albert Dam om natcelle, ca. 1910

”En åbnet dør viser et firkantet kalket rum, indefter godt to meter dybt og godt en meter bredt. Den bagerste væg har ingen vinduer og er ikke nogen ydervæg. Udstyret er en fast bræddevæg med madras, skråpude, et lagen og tæpper, desuden en halmmåtte og et natmøbel af ler. Luften herinde har en gammel smag men den er ikke fugtig. Det kan teoretisk synes uforsvarligt at indlåse et menneske 7 ½ - 8 ½ time i et rum, som aldrig modtager nogen solstråle og frisk luft kun som ventilation, men sovecellerne har formodentlig den fordel, at de ret stærkt næsten hypnotisk omgærder disse nervøse menneskers søvn.

Når man indespærrer et menneske om dagen mellem mure kan man også indsætte ham i en kalket grav.”

 

(Albert Dam, Bort fra fængselsstraffene. Seks essays, 1988, s. 20)

 

Cellernes udvikling

I begyndelsen havde man natceller. De var beregnet til tugthusfanger, der arbejdede på fælles arbejdssale om dagen og kun var i cellerne om natten. Natcellerne var 2,5 meter lange og 1,25 meter brede. Der var en lille rist over døren, der gik ud til en gang. Ellers kom der ikke direkte luft eller lys ind i cellen.

I 1875 blev der bygget dagceller til forbedringshusfangerne. De både sov og arbejdede i deres celler, og derfor skulle cellen være større, så der var plads til et arbejdsbord. Her var der et vindue, der gav lys og luft.

Med Fængselsreformen i 1930 blev cellerne større og natcellerne blev derfor nedlagt. I stedet kom der nye celler på 6,3 m2 med vindue og radiator, men uden håndvask eller toilet. Og sådan forblev cellerne indtil lukningen, men afdelingerne omkring cellerne ændrede sig efterhånden.

Langsomt blev celler inddraget til opholdsrum, kontorer, tekøkken og baderum, og til slut var der kun 22 celler på hver afdeling.

Celleregler i nyere tid

Man kunne være sin celle, når man havde fri. På nogle afdelinger kunne man være sammen med de andre fanger i afdelingens fællesrum, eller i forskellige fritidsværksteder, men kl. 21.30 blev alle låst inde for natten. Derefter skulle der en rigtig god grund til for at blive låst ud inden kl. 7 den næste morgen, hvor dagen begyndte igen.

Cellen var det eneste sted i fængslet, som man havde for sig selv. Stue, køkken og toilet delte man med de andre. I cellen kunne man være sig selv, næsten – for den blev undersøgt af personalet mindst en gang om måneden.

I cellen kunne man have billeder af sin familie. Man kunne dyrke sin hobby og indrette sig med radio, tv, musikanlæg og lignende. For at give cellen et mere hjemligt præg, kunne man få lov til at medbringe eget sengelinned.

Farven på væggen blev til gengæld bestemt af fængslet. Kun, hvis man havde en dom på over 5 år, kunne man få lov til at få en anden farve. Men det skulle være lyse farver og man skulle selv betale og selv udføre arbejdet i fritiden.

Fangedragter

Fangerne i de danske fængsler har aldrig gået i stribede fangedragter. Men i de første mange år gik de ens klædt i tøj af groft, gråt uld. På jakken bar fangerne desuden et metalskilt med deres fangenummer.

Fangerne fik udleveret tøjet af fængslet, dels fordi de ofte var fattige og manglede ordentligt tøj, når de kom til fængslet, og dels, endnu vigtigere, for at signalere at fangerne var del af et system der ensrettede. Formålet var at pille fangerne ned for derefter at genopbygge og forbedre dem. Fangedragten var også praktisk, hvis fangerne skulle flygte. For de var lette at genkende. I 1910 havde fangerne korte bukser på. Det var der ingen frie mænd, der havde. Så hvis en fange flygtede, signalerede hans bukser, hvor han kom fra. Så når fanger flygtede lavede de udover flugtredskaber også tit forklædninger.

Fangedragterne har ændret sig med tiden. I dag får fangerne arbejdstøj udleveret, men de må have deres eget tøj på i fritiden. Bare ikke tøj, der kan virke som magtdemonstration eller som har racistiske symboler eller slogans.

Albert Dam om fangedragter, ca. 1910

”Sådan var han klædt: Kludesko, grove strømper, som også bruges på militære sygehuse, benklæderne nåede til midt på læggen, en trøje der stumpede om bæltestedet med en spids bagpå, enradknappet og uden revers om halsen; i udskæringen sås en knappet skjorte. Alt tøjet var af groft musegråt uldstof. Håret var kortklippet (reglm.: under ¾ tommer). Han var skægløs. Barbering og klipning besørges af fanger.”

(Albert Dam, Bort fra fængselsstraffene. Seks essays, 1988, s. 12)

 

Mad

Forplejningen

Fængslets centralkøkken lavede alle fangernes måltider, kun afdeling 4. vest havde fra 1999 eget køkken. Maden blev lavet i store gryder og derefter bragt op til afdelingerne i madbeholdere, hvis rumfang passede præcis til den madmængde, hver afdeling skulle have. Det var vigtigt, at hver fange fik præcis den mængde og vægt, han havde ret til ifølge kostregulativerne. Én måtte ikke få mere end andre, med mindre det var lægeligt ordineret.
Indtil 1890 var kosten meget ensformig og bestod mest af rugbrød, sild, hestekød og grød. Derefter kom der mere variation og helt indtil 1984 fik fangerne også dessert hver dag, herefter kun om søndagen.
Centralkøkkenet leverede i mange år også mad til fængslets annekser. En madtransport blev engang fanget i en snestorm og kunne ikke komme ud til kvindefængslet Amstrup med den varme middagsmad. Først efter et par timer var der fri passage og transporten kom frem. Man åbnede madbeholderne – og maden var varm endnu!

Albert Dam om kost, ca. 1910

”Til morgenmåltidet udleveres brød og fedt for hele dagen tilligemed morgendrikken, som er varmt øl eller mælk. Til vesperkost om eftermiddagen udleveres en portion ost foruden en drik mælk. Det bruges at spare af sulet fra middagen til de to måltider. Hver fange har en trækniv at smøre med. En ofte tilbagevendende ret er den bekendte engelske Rumfordsuppe…I øvrigt varieres der lidt med nogle simple retter. Stegt sild bruges en del som eftermad; man er stolt af, at der nu ikke anvendes hestekød. For at modvirke anæmien gives der blodbudding en gang ugentlig. Der anvendes friskt blod og en del krydderier hertil….Ensformigheden i den daglige kost og livets gang er et led i straffen og skal være et middel til forbedringen…”

(Albert Dam, Bort fra fængselsstraffene. Seks essays, 1988, s. 18-19)

Fængslet om pris på maden, 1990

”Den gennemsnitlige pris for tre daglige måltider pr. indsat var 24,16 kr. i 1989 i Statsfængslet i Horsens.”

(Kortfattet orientering om Statsfængslet i Horsens, juli 1990, s. 16)

 

Storken

På fængslet boede der i mange år storke og på fængslets tag blev der sat en storkerede op.
Hvorfor det lige var her storkene boede, er svært at sige. Men før 1896 boede de fleste ansatte i en kaserne inden for ringmuren. Det er i dag en gymnastiksal. Her boede også de ansattes familier, det vil sige deres koner og børn – og de nye børn der blev født. Specielt spisemester Schaumann havde mange børn – han fik i alt 17 børn. Så måske var det derfor storkene blev ved med at flyve til fængslet.
Til sidst blev det dog for meget for en af storkene og den styrtede ned i den vestre gård og brækkede halsen. Den blev efterfølgende udstoppet og blev udstillet i fængslets museum.
Som museumsgenstand skal den holde i mange år og for at sikre, at der ikke var utøj i den, blev den frosset. Derfor kunne køkkenmester Poulsen forklare fødevarestyrelsen, at det skam ikke var madvarer, der stod i den sorte affaldssæk i køkkenets store fryser. For sådanne sække måtte ikke bruges til madvarer.

Købmanden

En tredjedel de penge, fangerne tjente på deres arbejde i fængslet, måtte de bruge hos købmanden.
Købmanden var en lokal købmand, der kom på fængslet to gange om ugen. Butikken var indrettet på 2. nord. Han stod bag ved sin disk, og fangerne kunne pege på det, de gerne ville købe, hvorefter købmanden fandt det frem. Fangerne kunne købe tobak, madvarer, toiletartikler og læsestof som aviser og ugeblade. Derudover kunne fangerne også købe større ting som ure og tv, eller noget helt specielt som eksempelvis et ærmestrygebræt.
Købmanden solgte ikke alkohol, da det var forbudt alle steder på fængslet.

 

Arbejde

Arbejdet og maden er to helt centrale emner for fængselslivet.
Arbejdet skulle beskæftige fangerne. Hårdt arbejde var en del af straffen, men samtidig var det, at gå på arbejde hver dag, en forberedelse til livet efter løsladelse hvor fangerne forhåbentligt fik et arbejde og dermed ikke vendte tilbage til kriminalitet.
Al maden blev lavet i fængslets centralkøkken, som også var en arbejdsplads for nogle af fangerne. Derudover kunne fangerne arbejde med tekstiler, møbelproduktion, kuvertfremstilling, bygningsarbejde og mange andre ting. Arbejdstiden var nøje fastlagt og gav en nøje udmålt dusør. På samme måde var det med maden – alt blev målt og vejet og ingen fik mere end andre.
Med tiden kunne fangerne vælge at gå i skole i stedet for at arbejde og de kunne variere deres kost med indkøb fra fængslets købmand.
I dag laver fangerne selv mad. Og de skal stadig arbejde – hvis der altså kan findes noget at sætte dem til.

Arbejdet

Fangerne skulle arbejde som en del af deres straf. I begyndelsen arbejdede de med at bygge fængslet færdigt. Derefter var mange af fangerne beskæftiget med tekstilindustri under Crome & Goldschmidt.
Men gennem tiden har fangerne også arbejdet på trykkeri, skrædderi og gartneri. De har syet postsække, bygget kontormøbler, foldet kuverter og flettet pil. De har desuden samlet chokoladejulekalendere og vasket tøj. Endelig kunne de arbejde med den almindelige drift i fængslet, for eksempel i køkkenet, hos tømreren, smeden og mureren.
Ligesom arbejdet har selve arbejdstiden også ændret sig med tiden. Helt op til 1913 arbejdede fangerne fra 5.15 til 20, afbrudt af spisepauser, undervisning og gårdtur. Lørdag var også en arbejdsdag.
I 2003 arbejdede fangerne fra 8 til 15.30 mandag til torsdag og 8 til 15 om fredagen. De fanger, der var ansat i køkkenet, mødte dog 7.30 og havde fri allerede kl. 12.30 om fredagen.
Fangerne betalte ikke skat af de penge, de tjente og derfor blev det ikke kaldt løn, men dusør.

Hvad blev lavet hvor?

Da fængslet blev opført, var der tænkt meget nøje over indretningen af de forskellige fløje. Fangerne boede i cellefløjene, som lå mod øst og vest. Når de skulle på arbejde, foregik det i en af fængslets 20 arbejdssale. De var fordelt, så der var tre afdelinger på hver etage i nordfløjen og to afdelinger på hver etage i sydfløjen. Eksempelvis lå der bomuldsvæverier i begge fløje, mens dugmageriet lå i sydfløjen og spinderiet samt skrædderværkstedet lå i nordfløjen.
Efterhånden fik man behov for mere plads til andre funktioner på fængslet og desuden var arbejdssalene for små. Derfor begyndte produktionen at rykke ud af hovedbygningen. I 1924 blev væveriet bygget nord for hovedbygningen og senere blev også malerværkstedet, værkstedet og pileflet også flyttet herud. Trykkeriet flyttede ud i en bygning nordvest for det nuværende gårdtursareal og i 1981 stod et nyt snedkeri færdigt ved siden af gymnastiksalen.
Tilbage i hovedbygningen var kun småfag i Gammel Celle og montagen i 1. nord, som hører til arresten.

Fangernes arbejde, 1948

”Fangernes beskæftigelse er et vigtigt led i arbejdet for deres genopdragelse…En del af fangerne mangler rutine og sikkerhed i almindeligt forekommende arbejde. De mangler derfor selvtillid, og dette medfører atter, at de opgiver de pladser, som de anbringes i eller skaffer sig ved løsladelsen. Målet med fangearbejdet bliver derfor af fangen at skabe en brugbar arbejder.”

(Almindelig instruks for fængselstjeneste, 1948, s. 11)

 

Fængslet om arbejdet, 1990

”Det arbejde, som udføres af de indsatte i fængslet, er dels serviceydelser, der kommer fængslet til gode, dels produktion, der sælges.
Således tilbyder anstalten beskæftigelse i køkken, vaskeri og gartneri samt snedkeri, væveri, trykkeri og forskellige andre værksteder.
De ansatte får løn/dusør. Normallønnen er juli 1990 187,50 kr. pr. uge.
Det er muligt via akkord- og bonusordninger at forbedre lønnen op til ca. 600 kr., men den gennemsnitlige ugeløn vil være omkring 250 kr.
De indsatte kan anbringe deres løn på en opsparingskonto, men sædvanligvis bliver den anvendt hos købmanden.”

(Kortfattet orientering om Statsfængslet i Horsens. Juli 1990)

Fange om arbejdet, 1992

”Der findes ingen beskæftigelse herinde, du kan bruge som forberedelse til et liv udenfor – undtagen til fortsatte narrestreger. Værk- stederne er helt utidssvarende indrettet og beregnet på sinker. Det eneste sted, der tilnærmer sig forhold udenfor, er gartneriet, hvor man lærer at køre med trillebør og på den måde kan kvalificere sig til et job i en park udenfor.”

(Henning Laustsen, fange, Afdeling 5. I: Livet bag tremmerne, 1992, s. 109)

Fængslet om værkmestre, 1992

”Den næststørste gruppe af personale udgøres af arbejdsledere (værkmestre), hvor der til anstalten er knyttet 44 stillinger. Værkmestrene har en faglig uddannelse og fungerer som arbejdsledere på de enkelte værksteder. Desuden har værkmestrene en vagtfunktion overfor de indsatte.”

(Statsfængslet i Horsens, 1992, s. 19)

Instrukser om arbejdsredskaber, 1946

”Arbejdsredskaber. Holdbetjentene har ansvaret for, at det til arbejdsholdene udleverede værktøj og redskaber dagligt ved arbejdstidens ophør tilbageleveres i rengjort stand. Den udleverende funktionær har ansvaret for, at det udleverede værktøj på ny modtages tilbage. Om hændelige beskadigelser af værktøj skal værkmesteren underrettes, f.eks. ved notat på den daglige arbejdsrapport. Såfremt beskadigelse er forvoldt med fortsæt eller grov uagtsomhed, skal der indgives rapport om forholdet til inspektøren. Stiger skal altid uden for arbejdstiden være anbragt og fastgjort på deres pladser.”

(Fra instruksbog til betjente 1946, Afsnit om arbejdsredskaber)

Fængslet og Crome & Goldschmidt

Da de første fanger ankom i 1853, bestod deres arbejde det første år i at bygge fængslet færdigt. Derefter begyndte fangerne at arbejde med tekstiler – de vævede, de syede dynevår og de strikkede strømper. Dengang var det lokale fabrikanter, der lejede fangernes arbejdskraft af fængslet.
I 1857 ophørte aftalen med de lokale fabrikanter og fængslet indgik i 1860 en aftale med fabrikant Moritz Goldschmidt, konsul August Crome og købmand Sinding Christensen, der stod bag Crome & Goldschmidt i/s. Fra 1860 til 1875 beskæftigede de fast 200 fanger med klædefabrikation, bomuldsvæveri, knapfabrikation og farveri.
Produktionen gik så godt, at Crome & Goldschmidt fra 1875 beskæftigede alle fængslets 500 fanger. Produkterne blev blandt andet solgt i en af de 25 ”Tugthus Udsalg”, der blev oprettet i hele Danmark. Ordningen fortsatte indtil 1916, hvor der kom kritik om konkurrenceforvridning, fordi fangernes løn var meget lav. Derefter ophørte samarbejdet med Crome & Goldschmidt og fangerne producerede i stedet kun til Statens eget forbrug.

 

 Mangel på arbejde

Arbejde eller ej

”Fangernes beskæftigelse er et vigtigt led i arbejdet for deres genopdragelse.”
Ovenstående er et citat fra ”Almindelig instruks for fængselsbetjente”, og selvom den daterer sig til 1948, har forbedringen altid været grundtanken bag fangernes arbejde. Arbejdet var ikke kun tænkt som straf, men også et middel til et højere selvværd og moral, og desuden som en mulighed for at få en uddannelse eller lære et erhverv.
Men med tiden er der blevet knaphed på både arbejde og uddannelsesmuligheder i fængslerne. I 2010 blev der for eksempel sparet 60 lærerstillinger i fængslerne. Vicefængselsinspektør Michael Schøder forklarer problemet med, at ”man må afpasse indsatsen efter de penge der er til rådighed” – med andre ord, der er ikke penge nok. Fængslerne mangler også ordrer på de produkter de fremstiller, hvilket betyder, at fangerne ikke har noget at lave, og ca. 30 % af danske fanger sidder i dag i cellen hele dagen uden at have noget at give sig til.

(Fakta og citat fra Michael Schøder fra: Magasinet Penge, DR; 9. marts 2011)

Overværkmesteren om parkeringskredsløb, 2009

”En gang imellem så måtte vi jo lave parkeringskredsløb med dem. Sætte dem i parkeringskredsløb, som vi kaldte det. Ja, det vil så sige, så skulle de passe sig selv hernede i et lille stykke tid. Og det er så årsagen til så noget som det her, ikke [Nynes peger på et Backgammonbræt].
Backgammon og så noget. Så spillede de kort og så noget. Så måtte man jo altså sige. … jeg skal altså gøre sådan og sådan og der kan I ikke komme med i morgen, men I skal være på jeres arbejde, uanset det. … Vi kaldte det parkeringskredsløb, fordi de skulle bare være her.”

(Tidligere overværkmester og murer Ole Nynes i: interview den 24. marts 2009)

Fængselslæreren om mangel på arbejde, 2011

”Det er meget bekymrende at de indsatte på grund af manglende beskæftigelse og på grund af manglende tilbud om undervisning kan ligge på cellen det meste om dagen.”

(Kirsten Grønnebæk, formand for fængsels-lærerforeningen og fængselslærer på Statsfæng- slet Østjylland i: Magasinet Penge, DR; 9. marts 2011) 

 

Fange om mangel på arbejde, 1988

”De fleste arbejdspladser i et fængsel fungerer i virkeligheden dårligt. Der bliver udført meget lidt reelt arbejde. Måske en time eller to pr. fange pr. dag. Fangerne er ikke interesseret i at bestille noget, når der er tale om ensformigt rutinearbejde der ikke forekommer meningsfuldt og er uden større økonomisk incitament. De fleste arbejdspladser har således karakter af parkering.”

(Tidligere fange i Vridsløselille, Torkil Lauesen, Magt og modmagt i fængslet, online-artikel printet 29. oktober 2009, der bygger på bogen: Fra forbedringshus til parkeringshus, 1988)

Historien om skraldespanden

Fængslet i Horsens havde en maler. Han havde et værksted. Og i værkstedet havde han en skraldespand. Ud over værkstedet og skraldespanden havde maleren altid en eller flere fanger, som arbejdede for ham. I en årrække hed fangen Rickey. At Rickey arbejdede lige præcis hos maleren, var ikke så sært. Han er nemlig uddannet dekoratør. Fangerne havde deres eget pausested, adskilt fra de ansatte. Hos maleren var det i selve værkstedet, strategisk placeret, så værkmesteren havde opsyn fra kontoret. Rickey har fortalt, at ud over at han jo så naturligt også kunne se maleren, så var det mest prægnante i hans udsigt, skraldespanden. Og den var ikke køn. Og ikke nok med at den ikke var køn, Rickey havde rigtig god tid til at se på den, for han lavede ikke ret meget andet end at sidde i sin pausestol. Rickey så på skraldespanden dag, efter dag, efter dag, indtil han til sidst spurgte maleren, om han måttet male den. Og nu er den smukkeste skraldespand i verden, et synligt bevis på den arbejdsledighed også fængslerne lider under.

 

Uddannelse 

Uddannelse

Meningen med fangernes arbejde har altid været, at det var den del af deres straf. Men efter 1940’erne begyndte man at lægge vægt på, at arbejdet skulle være et led i fangernes resocialisering. Derfor prøvede man at beskæftige dem med arbejde, som de også kunne bruge når de blev løsladt. I samme ånd blev der mulighed for, at fangerne kunne komme i lære inden for et fag. På den måde kunne de blive uddannet bogligt i skolen eller fagligt på værkstederne.
Hos mureren kunne fangerne i 1960’erne for eksempel få et jernbindingskursus og et forskallingskursus. Derudover var for eksempel gartneriet og trykkeriet begge arbejdspladser, hvor fangerne kunne bruge deres tillærte viden, når de blev løsladt.
Skolen

Egentlig var det ikke meningen, at fangerne i Horsens skulle undervises. Man mente ikke, at tugthusfangerne ville have gavn af undervisning. Men den første fængselspræst fik alligevel skaffet en lærer og hver søndag var der derfor undervisning i skrivning og regning fra kl. 14 til 17.
Tugthusfangerne blev undervist i fællesskab, mens forbedringshusfangerne fik enkeltunder- visning i deres celler. Helt specielt var det med fangerne, der kom fra De vestindiske øer. De fik ekstraundervisning adskilt fra de andre fanger. 

 

Efterhånden blev undervisningen udvidet til sangundervisning om søndagen og sprogundervisning. Her var målet ikke kun at forbedre fangerne, men også at forbedre deres muligheder for at udvandre fra Danmark, når de blev løsladt.
I 1970’erne var undervisningen blevet til en dagskole med 4 ansatte, hvor fangerne blandt andet kunne tage 9. klasse og i 1990’erne havde skolen plads til 30 personer, der kunne undervises i almen voksen uddannelse eller HF-enkeltfag. Undervisningen erstattede arbejde, men den optjente løn var mindre.

HF på 8 år i 2011

Ifølge Magasinet Penge på DR den 9 marts 2011 tilbyder Statsfængslet Østjylland 8 timers undervisning pr. uge på HF-niveau. Det betyder, at man kan få en HF-eksamen, hvis man ellers har en dom på 8 år, for så lang tid tager uddannelsen med så lavt et timetal.

I programmet udtaler Kirsten Grønnebæk, formand for fængselslærerforeningen og fængselslærer på Statsfængslet Østjylland: ”I øjeblikket er der tilknyttet fem faste lærere og to timelærere til undervisning af 228 indsatte. Så naturligvis kan vi ikke dække det store behov og den store efterspørgsel, der er på undervisningen. … Det er meget bekymrende at de indsatte på grund af manglende beskæftigelse og på grund af manglende tilbud om undervisning kan ligge på cellen det meste om dagen.”

(Magasinet Penge, DR; 9. marts 2011)

Skole & sygdom

Undervisning

Egentlig var det ikke meningen, at fangerne i Horsens skulle undervises. Man mente ikke, at tugthusfangerne ville have gavn af undervisning. Men den første fængselspræst fik alligevel skaffet en lærer og hver søndag var der derfor undervisning i skrivning og regning fra kl. 14 til 17.
Tugthusfangerne blev undervist i fællesskab, mens forbedringshusfangerne fik enkeltunder-visning i deres celler. Helt specielt var det med fangerne, der kom fra De vestindiske øer. De fik ekstraundervisning adskilt fra de andre fanger.
Efterhånden blev undervisningen udvidet til sangundervisning om søndagen og sprogunder-visning. Her var målet ikke kun at forbedre fangerne, men også at forbedre deres muligheder for at udvandre fra Danmark, når de blev løsladt.

I 1970’erne var undervisningen blevet til en dagskole med 4 ansatte, hvor fangerne blandt andet kunne tage 9. klasse og i 1990’erne havde skolen plads til 30 personer, der kunne undervises i almen voksen uddannelse eller HF-enkeltfag. Undervisningen erstattede arbejde, men den optjente løn var mindre.

Albert Dam om undervisning, ca. 1910

”Fangerne modtager eventuelt nogen undervisning [to timer om søndagen]. Skolepligten kommer med overgangen til fjerde klasse. Fanger under eller om ved 18 år vil dog straks ved indsættelsen få undervisning i almindelige skolefag. Og hvis en fange viser sig slet ikke at kende bogstaverne, det er sket, vil han blive undervist derefter. Desuden kan der tilstås undervisning i et sprog navnlig med henblik på udvandring efter endt straffetid.”

(Albert Dam, Bort fra fængselsstraffene. Seks essays, 1988, s. 21)

HF på 8 år i 2011

Ifølge Magasinet Penge på DR den 9 marts 2011 tilbyder Statsfængslet Østjylland 8 timers undervisning pr. uge på HF-niveau. Det betyder, at man kan få en HF-eksamen, hvis man ellers har en dom på 8 år, for så lang tid tager uddannelsen med så lavt et timetal.

I programmet udtaler Kirsten Grønnebæk, formand for fængselslærerforeningen og fængselslærer på Statsfængslet Østjylland: ”I øjeblikket er der tilknyttet fem faste lærere og to timelærere til undervisning af 228 indsatte. Så naturligvis kan vi ikke dække det store behov og den store efterspørgsel, der er på undervisningen. … Det er meget bekymrende at de indsatte på grund af manglende beskæftigelse og på grund af manglende tilbud om undervisning kan ligge på cellen det meste om dagen.”

(Magasinet Penge, DR; 9. marts 2011)

Sygeafdelingen

I starten var der en læge og en sygebetjent ansat i sygeafdelingen. De tog sig af syge fanger. Derudover kunne lægen sørge for fangernes helbred ved for eksempel at ordinere bad, briller eller en bestemt slags kost. Vestindiske fanger fik i 1888 et halvt pund sukker om ugen og fange nr. 75 fik i 1910-12 speciel kost med blandt andet blåbærsuppe for at forhindre vægttab, ligesom han fik ordineret retten til at gå på latrinen efter behov.
Lægen havde også indtil 1920 til opgave at vurdere, om fanger, der havde brudt fængslet regler, kunne tåle at få korporlig straf.

  I 1940’erne blev fængslets første sygeplejerske ansat og efterhånden blev det sådan, at sygeafdelingen havde en fast bemanding af sygeplejerske, mens lægen kom et par gange i ugen. Sygeplejerskerne uddelte medicin, metadon og behandlede småskader. Hvis fangerne var alvorligt syge, blev de indlagt på et sygehus.
I nyere tid har der været en psykiater, en fysioterapeut og en tandlæge tilknyttet sygeafdelingen. De har haft fast konsultationstid en eller flere gange om ugen.

Albert Dam om sygestatestik, ca. 1910

”Der kommer ca. 300 tilfælde på sygehuset om året. Til invalideafdelingen kan overføres 3 stykker, til sindssygeanstalter ligeså, 4-6 dør…Tugthuset har ca. 30 fanger til observation om året, hvoraf de, der går til sindssyge-anstalterne og til dels til invalideafdelingen, bedømmes at være virkelige sindssyge.”

(Albert Dam, Bort fra fængselsstraffene. Seks essays, 1988, s. 33)

Fange om medicinforbruget i fængslet, 1992

”Det er ikke alt for slemt. Én, der har haft stort søvnbesvær, fik af lægen at vide, at han bare skulle nyde den ekstra fritid. Han fik ingen piller. Dem bliver der til gengæld smuglet en del ind af.”

(Henning Laustsen, fange, Afdeling 5. I: Livet bag tremmerne, 1992, s. 107)

Værkmester Jensen om sygehuset, 1927

”Anstalten har sin egen Læge og sit eget Sygehus, og enhver Fange har altid Ret til at blive fremstillet for lægen, naar han føler sig syg. Lægen afgør da, om Fangen kan behandles paa Afdelingen eller i sin Celle, eller om han skal indlægges paa Sygehuset. Og da det hele er gratis for Fangerne, er det en Selvfølge, at de ikke først behøver at være dødssyge, inden de melder sig, ligesom det ensformige liv ogsaa bevirker, at de griber enhver Anledning til lidt Adspredelse. desuden kan jo en saadan Lægedag med Fremstilling af mange Fanger frembyde en Lejlighed til at se en eller anden Bekendt, og hvem ved, om der ikke kunde opsnappes en eller anden Nyhed. Eller man kunde faa ordineret noget Medicin sød eller stærk, som kunde være en lille Erstatning for Snapsen. Ganske vist kan de ikke nu faa ordineret en halv Flaske Portvin, som det fortælles, det kunde hænde for nogle Aar siden, men der fortælles jo saa meget.”

(Værkmester I. P. Jensen, 8 Aar i Horsens Tugthus, 1927, s. 28-29)

Almindelig instruks for fængselstjeneste, 1948

”Det er nødvendigt, at hele personalet medvirker til det nævnte formåls gennemførelse. Derfor er det første krav, der stilles til fængselsmanden, vilje og evne til samarbejde, Selv om der tildeles de enkelte af personalet forskellige opgaver indenfor anstal- ten, er formålet med alt fængselsarbejde det samme, nemlig fangens tilbageførelse til en lovlydig tilværelse.
De i denne almindelige instruks indeholdte regler for fængselspersonalet kan alle udledes af dette grundsynspunkt og bør læses og tilegnes i forståelse heraf.
Fængselsarbejdet må aldrig blive en sløvende rutine. De givne regler skal overholdes, men til deres rette overholdelse kræves forståelse af deres formål.”

(Almindelig instruks for fængselstjeneste, 1948, s. 2-3)

Fritid

"[Jeg tilbringer fritiden] med at læse, se fjernsyn og drive den af.”

Tid i fængslet fylder meget – ikke mindst fritiden. Afsoningen er en tidslomme, hvor livet sættes på stand by. Et langt øjeblik hvor man holder vejret. Så tiden er noget, der skal gå så hurtigt som muligt, helst helt forsvinde. Også fritiden. I modsætning til arbejdstiden, kan du her, indenfor de fastlagte rammer, bestemme selv. Og det kan være et tungt ansvar. For det er en svær balancegang, på samme tid, at sætte sig selv på standby og tage ansvar. ”For meget af tiden her bruges til tjald og tv-kiggeri, på den måde går tiden lettest, og man skal ikke tænke over tilværelsen. Ikke engang halvdelen bruger fritidstilbuddene.” Men den halvdel som brugte tilbuddene, fik til gengæld meget ud af det. Det er i det mindste den historie genstandene fortæller: billedkunst og brugskunst vidner om behovet og viljen til at holde fast i sin identitet og udtrykke den gennem at skabe.

(Citater fra Livet bag tremmerne, 1992. Citat 1:tidligere fange, s.108; citat 2: afdelingsbetjent, s.126)

  Afdelingsbetjent Brown om fritidstilbud, 1992

For meget af tiden her bruges til tjald og tv-kiggeri, på den måde går tiden lettest, og man skal ikke tænke over tilværelsen. Ikke engang halvdelen bruger fritidstilbuddene.” (Ingolf Brown, Afdelingsbetjent, I: Livet bag tremmerne, 1992, s. 126.)

Vejledning til de indsatte om fritid, 2003

Fritid: Der er mulighed for at dyrke boldsport, læder/smykkeværksted, husflid, kondicenter, gudstjeneste, gårdtur m.m. Disse fritidsaktiviteter er af hensyn til den praktiske gennemførelse, på faste tidspunkter. Desuden forefindes billard, bordtennis, diverse spil m.m. på alle afdelinger. Disse er til fri afbenyttelse uden for arbejdstiden. Der er yderligere mulighed for at planlægge andre aktiviteter. Dette ifølge aftale med afdelingspersonalet.”

(Vejledning til Pårørende/indsatte, Statsfæng- slet Horsens, Kriminalforsorgen, okt. 2003, s. 9-10)

Religion

Kirken ligger, som et hjerte, midt inde i det store bygningskompleks. Det er ikke et tilfælde. Troen var en vigtig del af forbedringstanken, da fængslet blev bygget. Sammen med den hårde disciplin og isolationen, var det religiøs prægning som skulle forme fangerne. Derfor blev der ikke bare bygget en kirke, der blev også oprettet et embede som fængselspræst. Og udover den tvungne kirkegang skulle præsten præge fangerne moralsk gennem personlige samtaler. Først i 1933, blev en ophævning af den tvungne kirkegang i danske fængsler gennemført, men i Horsens, havde det været en realitet siden 1924, hvor præsten Axel Holm fik den afskaffet, hvad der ”…både var til gavn og til glæde.” I religionen ligger også håbet – om tilgivelse, skyldfrihed og retten til Guds kærlighed. I kirken er mennesket lige, kun gud er over os. Selv hvis man ikke tror, kan rummet med sin udstråling, og præsten med hans tavshedspligt og hans religions rummelighed, tilbyde en pause fra straffen.

Historien

Det normale for kirker er at alter er mod øst, og orgel mod vest. Men kirken i fængslet, har skullet indrette sig efter det byggeri det er en del af, og alteret er derfor placeret mod nord, og orglet mod syd, sammen med to mindre rum. Oprindeligt var kirkerummet indrettet, så fangerne sad i afskærmede enkeltmandsbokse, der var anbragt trappevis. Derved kunne fangerne ikke komme i kontakt med hinanden. Langs den nordlige væg var der en balkon, hvor de ansatte og deres familier sad bag et forhæng af sort stof. Efter en ombygning i 1924-25 blev kirkerummet indrettet med almindelige kirkebænke i samme plan. I 1994 blev der indrettet et bederum for muslimske indsatte. I 1990 fik kirken et nyt orgel bygget af Bruno Christensen & Sønner Orgelbyggeri. Ved den sidste istandsættelse af kirken i 1999 blev alterbord, prædikestol og stolesæder fornyet, og alt træinventar blev malet i hvidt, guld og blåt. Istandsæt- telsesarbejde gennem tiderne, såvel som meget af inventaret er lavet af indsatte og værkmestre fra fængslet.

Kirketvang

Frem til 1933 var der i de danske fængsler kirketvang, hvilket vil sige, at samtlige fanger havde pligt til at deltage i gudstjenesten hver søndag. Ønskede en fange ikke at deltage i gudstjenesten, skulle han ansøge om tilladelse. Ophævelsen af kirketvangen skete i forbindelse med den straffelov, der blev vedtaget i 1930, og som trådte i kraft i 1933. I fængslet i Horsens fik daværende fængsels- præst Axel Holm dog allerede i 1924 indført frivillig kirkegang.

Lomholt om præstens rolle, 1978

”…hovedvægten i en fængselspræsts arbejde ligger på hans opgave som sjælesørger, d.v.s. i den daglige, ofte meget personlige kontakt med de indsatte og deres pårørende. Det er som regel ikke særlig meget, de indsatte på forhånd ved om kirken – men de ved alle, at en præst er et [sic] menneske, som har tavshedspligt! Netop som sjælesørger har fængselspræsten en langt større kontaktflade i forholdet til de indsatte, end f.eks. antallet af kirkegængere måtte antyde.”

(Carl Lomholt, Statsfængslet i Horsens, 1978, s. 36-37)

Muslimerne

I 1994 indrettede den daværende fængsels- præst Carl Lomholt et bederum for muslimske indsatte. Bederummet ligger i et lokale, der støder op til kirkerummet. Hver fredag samledes en lille menighed af muslimske indsatte. Rummet måler 5,4X1,7 m og er afskærmet fra kirkerummet med et højt panel og et hvidt klæde. I bederummet var der bedetæpper og koraner samt et billede af Kabaen i Mekka. Det blev alt sammen flyttet med til det nye Statsfængsel Østjylland, da det gamle fængsel lukkede.

Katolikkerne

I 1950’erne blev der indrettet et lille kapel for katolske indsatte i en celle i sydfløjens kælder. Cellens mål var 4,48X2,80 m. I rummets højtsiddende vindue blev der indsat et glasmaleri, der viser Helligåndsduen i en medaljon. Da det lille kapel blev nedlagt i 1970’erne gav man inventaret fra kirkecellen til den katolske menighed i Horsens. Det var bl.a. alter/talerstol af fyr, en alterplade af hvidt marmor samt en del altersølv. Det eneste der blev tilbage i fængslet var billedmosaikken, som nu er en del af Horsens Museums Fængselssamling. Efter nedlæggelsen af det katolske kapel, blev der jævnligt afholdt messe ved en katolsk præst i fængslets kirke.

  Jøderne

I 1896 ansøgte en jødisk indsat om at blive fritaget fra deltagelse i gudstjenester i fængslets kirke. På daværende tidspunkt var der kirketvang i de danske fængsler, og derfor var den jødiske indsatte nødt til at anmode om fritagelse hos Overinspektionen for Fængselsvæsenet. I besvarelsen fra overinspektør for Fængselsvæsenet Carl Goos d. 24. sep. 1896 fastslår Goos, at den jødiske indsatte (i brevet kaldet mosait) ikke kan tvinges til at deltage i den folkekirkelige gudstjeneste. Det pointeres i besvarelsen, at den indsatte, så vidt det kan lade sig gøre, skal have mulighed for at tale med en mosaisk gejstlig, når han har brug for det. Ligeledes skal den indsatte have lov til at udøve de religiøse pligter, der påhviler ham som mosait.

Præsten prædiker

Carl Lomholt var fængselspræst ved Statsfængslet i Horsens i perioden 1975 til 2000. Mange år senere, nærmere bestemt i efteråret 2010, bad Horsens Museum ham om at udvælge sin yndlingsprædiken fra hans tid som fængselspræst, og fortælle den én gang til. Han valgte en prædiken han havde skrevet over ”Jesus for retten” (Lukas kap.2, 41-52), og som også kan læses i bogen ”Ikke på vilkår!”, som er en samling af Carl Lomholts prædikener. Mini-gudstjenesten, med prædiken, bøn, velsignelse og salmer, blev smukt understøttet af tidligere organist ved fængslet Ingeborg Lomholts spil på orglet.

Kirkens inventar

En stor del af kirkerummets inventar er lavet af indsatte og værkmestre fra fængslet. Lysekronerne er for eksempel designet af J. H. Wandall. Han var fængselsinspektør fra 1921 til 1932. Lysekronerne blev fremstillet i fængslets snedkeri i 1924-25. Men rigtig mange af de ting der udsmykker kirkerummet er fremstillet af fangerne. For eksempel er altertavlen malet af en indsat i 1941. Motivet er fra Det nye Testamente, og maleriet er kopi af et maleri lavet af den tyske kunstner Heinrich Hofmann. Og i forbindelse med den seneste renovering af kirkerummet i 1999 blev alterbord, prædikestol og stolesæder fornyet – bl.a. er alterbordet lavet af Ib Golfer, der var indsat i fængslet på daværende tidspunkt. Ved samme renovering var det også fanger der, sammen med værkmestre, stod for den meget fine udsmykning af kirken – blandt andet blev alt træinventar malet i hvidt, guld og blåt.

Præsten om penge til nyt orgel, 2003

”En dag ringede han [en tidligere fange] til mig med denne anmodning; ”Kan du ikke komme og hente et lille beløb, som jeg har lagt til side til det nye orgel i vores kirke.” 2000 kr., sparet sammen af folkepensionen og ”lagt til side” til kirken i det fængsel, der havde berøvet ham 20 år af hans liv – det er dog den allersmukkeste gestus, som nogen kunne vise ”vores kirke”.”

(Fængselspræst Carl Lomholt, Et fristed i fængslet, 2003, s. 15)

Fangekoret

Organist Ingeborg Lomholt var i mange år korleder for fangekoret. Koret øvede som regel to timer fredag og lørdag, og om søndagen sang de ved gudstjenesten i fængslets kirke. I 2006 udgav fangekoret CD’en: "Fangekoret i Horsens Statsfængsel synger Farvel til slottet". CD’en blev indspillet i Vestermark Kirke, som er fængselskirkens officielle navn, den 13. og 14. maj 2006. På CD’en er der 15 numre, hvorpå fangekoret synger, akkompagneret af bl.a. sangerinden Ester Brohus. På nummer 5, 9, 10 og 15 bliver der spillet på en cello, violin og bratsch bygget af Rickey Iversen, som på det tidspunkt var indsat i fængslet. Formålet med CD’en var, både at sige farvel til fængslet, og at samle penge ind til foreningen SAVN, der yder støtte og vejledning til børn og pårørende til indsatte i danske fængsler.

 

Besøg SAVNS hjemmeside: www.savn.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Copyright © 2011. All Rights Reserved - Horsens Museum 2011