Privatliv & familie

Retten til privatliv

Får man en fængselsstraf, ændres ens identitet. Man er nu kriminel. Hvis man har flere domme bag sig, har man så en ny at føje til rækken, hvilket stadigvæk påvirker den opfattelse man selv, og den som omverdenen har af en. Når man ankommer til fængslet, fjernes man desuden fra dem og det, der før formede ens identitet. Det kan være arbejde og hobbyer, men i sær den tabte fysiske kontakt til familien kræver, at man må redefinere hvem man er. Den nye selvforståelse der bygges op, tager udgangspunkt i de mennesker der omgiver en: medfangerne og personalet. Cellen man har fået tildelt, kroppen og tøjet er de fysiske muligheder, man har for at vise hvem man er, og hvad man står for. Inden for de grænser reglerne sætter, og indenfor de muligheder man finder for at omgå de regler.

Fange om regler, 1988

”Ud over reglerne for dagens forløb i tid og rum er der regler for opførsel og sprogbrug. Der føres journal over fangen. Der skrives notater om opførsel, vaner og hvem han omgås. Der er regler for hvordan fanger skal omgås hinanden. Der er nøje regler for indretning af celle, størrelse af gulvtæppe og møbler. Der er regler for hvor mange smykker man må have, hvor mange penge man må have osv. Disciplinens formål er dels at sikre ro, en bestemt orden og punktlighed, dels at minimere fangernes egenvilje og selvbestem-melse.”

(Tidligere fange i Vridsløselille, Torkil Lauesen, Magt og modmagt i fængslet, online-artikel printet 29. oktober 2009, der bygger på bogen: Fra forbedringshus til parkeringshus, 1988).

Ordre om medbragte ejendele, 1947

”Af hans medbragte Ejendele kan der staks ved Indsættelsen udleveres ham Vielses- eller Forlovelsesring, Ur, enkelte Fotografier af forældre, Ægtefælle, Børn eller andre af hans nærmeste Paarørende, Tandbørste, Kam, Haarbørste, Barberkost, Neglerenser (ikke af Metal), Neglebørste og Barbermaskine.”

(Inspektionsordre Nr. 4/1947, s. 2.)

Om cellen

I cellen opholdt man sig, når man havde fri. På nogle afdelinger kunne man være sammen med de andre fanger på afdelingens fællesrum, men kl. 21.30 blev alle låst inde for natten. Derefter skulle der en god grund til at blive låst ud inden kl. 7 den næste dag, hvor dagen begyndte igen.

 

Cellen var det eneste på fængslet, som man havde for sig selv. Stue, køkken og toilet delte man med de andre. På cellen kunne man være sig selv, næsten – for den blev undersøgt af personalet mindst en gang om måneden. I cellen kunne man have billeder af sin familie. Man kunne dyrke sin hobby og indrette sig med radio, tv, musikanlæg og lignende. For at give cellen et mere hjemligt præg, kunne man få lov til at medbringe eget sengelinned. Farven på væggen blev til gengæld bestemt af fængslet. Kun, hvis man havde en dom på over 5 år, kunne man få lov til at få en anden farve. Men det skulle være lyse farver og man skulle selv betale og selv udføre arbejdet i fritiden.

Retten til privatliv

I et fængsel er der, nærmest pr. definition, mange regler som overskrider grænser, vi normalt mener, er private og uoverskridelige. For eksempel retten til privatliv. Når man går rundt i fængslet, ser man til stadighed tegn på fangernes forsøg på at kræve privatlivet tilbage. Det kan være cellespejlet, som står opstillet på cellebordet, således at man kan se hvem der kommer ind ad døren, når man har ryggen til. Det kan også være et stykke liste, man har ”lånt” fra arbejdspladsen, og med et enkelt søm slået fast under sengen. På den måde har man skabt en form for slå, man kan sætte i spænd mellem sengen og døren, og dermed har man sikret sig retten til selv at bestemme, hvornår man vil overraskes.

Fange om retten til privatsfære, 1988

”Cellen er fangens sidste rest af privatsfære. Den indrettes ofte omhyggeligt. Her er der et vist frirum fra institutionen. Det generer derfor mange fanger, at vogterne har uhindret adgang til cellen og kan visitere den dagligt, uden fangen blot kan overvære visitationen. Det føles indgribende i fangens liv og udstiller magtes-løsheden.”

(Tidligere fange i Vridsløselille, Torkil Lauesen, Magt og modmagt i fængslet, online-artikel printet 29. oktober 2009, der bygger på bogen: Fra forbedringshus til parkeringshus, 1988).

 

 

Besøg og telefonering

Barn om besøg, 2010

Barn om at besøge far i fængsel (ikke Statsfængslet i Horsens):

”I dag kan Kristian godt lide at besøge sin far i fængslet, men ”bare ikke, når det er nogen af de stride, som er på arbejde. Så er det dumt, fordi, jamen så må man få en tegning med ind, og så må man ikke næste gang. Så må man ikke have en gave med ind, og så måtte man alligevel godt have haft noget med, og så er det vildt ærgerligt. Det skifter hele tiden…Det sværeste er, at jeg ikke kan spille fodbold med ham. Eller lave noget andet. Når han er i fængslet, kan jeg næsten ikke lave noget med ham.”

(Citat hentet fra: Scharff Smith og Jakobsen 2010, s. 8-9)

Fange om besøg, 1992

”Jeg vil ikke have mine børn på 20, 18 og 13 eller min nuværende kone til at besøge mig, for jeg tror ikke, det kan lade sig gøre at vedligeholde et familieliv her. En anden ulempe ved deres besøg er også, at så bliver mit savn til dem større.”

(Tommy Pedersen, fange I: Livet bag tremmerne, 1992, s. 1115)

Fængslet om besøg, 1990

”De indsatte har mulighed for at få besøg udenfor arbejdstiden af ca. 2 timers varighed. Besøgstiden er mandag-torsdag 15.30-20.30, fredag 14.30-14.40-18.30 og lørdag, søndag og helligdage 9.30-17.30. Besøgene foregår i et af fængslets 7 besøgslokaler. Værelserne er udstyret med briks, håndvask, stole og borde. Besøgene er normalt ikke overværede af personalet. Den indsatte kan således ugeneret være sammen med den besøgende. Besøg kan nægtes, ligesom besøgene kan overværes af en funktionær, hvis der er en formodning om, at den besøgende vil indsmugle ting til den indsatte. Den indsatte visiteres både før og efter besøget.”

(Kortfattet orientering om Statsfængslet i Horsens. Juli 1990, s. 14)

Ordre om brevskrivning og besøg, 1947.

”Brevskrivning.

Foruden Receptionsbrev maa Fangen skrive Brev hver 14. Dag og modtage Brev hver Uge.

Besøg.

Besøg maa modtages én Gang om Maaneden, det første Besøg straks efter, at han er fragaaet Interimskvarteret, hvorigennem alle nyindsatte Fanger som hidtil skal passere. Besøgstiden er ½ Time; hvis flere Besøg sammenlægges, kan Besøgstiden udstrækkes indtil en Time.”

(Inspektionsordre Nr. 4/1947, s. 2.)

 

Ombudsmanden om besøgsrum, 1990
”Under min samtale med talsmændene blev det fremført, at besøgslokalerne er af dårlig standard. Talsmændene mente bl.a., at væggene mellem besøgslokalerne er for tynde. Ved min besigtigelse af besøgsafdelingen måtte jeg imidlertid konstatere, at der dels var tale om gamle ret tykke vægge, dels at de nyopsatte vægge var isolerede…Mit generelle indtryk af afdelingen var, at standarden er god.”
(Fra ombudsmandens redegørelse om Statsfæng- slet i Horsens, 1990)

Fængslet om telefonering, 2003

”På hver afdeling forefindes en telefonboks. Til denne bruges særlige telekort med Statsfængslets logo. Det vil sige, at der ikke bruges almindelige telekort. Disse købes ved fængslets købmand til en pris á 50,00 kroner. Man må have op til 4 godkendte numre. Det vil sige, at man kan vælge 4 personer, man ønsker at ringe til. Disse personer skal udfylde en blanket, og de givne oplysninger vil herefter blive efterprøvet. Der må påregnes en ekspeditionstid på op til 4-5 uger før numrene er godkendte og kodet. Alle telefonsamtaler bliver optaget på bånd, og kan stikprøvevis aflyttes. I ekspeditionstiden er der mulighed for en samtale ugentlig, fra den telefon der befinder sig på afdelingens kontor.”

(Statsfængslet i Horsens. Vejledning til pårørende/indsatte. Pkt. 2003, s. 15)

Fange om telefonsamtaler, 1999

Fange i dansk fængsel om telefonsamtaler:

”Jeg har efter ansøgning fået lov til at ringe en gang om ugen…det er svært, da både min mor, min søn og min datter har brug for kontakt. Jeg skal hver uge tage stilling til, hvem jeg vil skuffe. Hvornår jeg kan ringe, og hvor lang tid jeg kan ringe, afhænger af hvem der har vagt.”

(Citat fra 1999, hentet fra: Scharff Smith & Jakobsen 2010, s. 48)

 

 

Familie

Om familie

Dagligt sidder der ca. 4200 indsatte i de danske fængsler. Alle disse indsatte har pårørende og mange har børn.” (SAVN’s hjemmeside 20. marts 2011)

Når man modtager en fængselsdom, straffes familien også. Den tid, der tilbringes i fængslet. er en tid hvor man fysisk dkonlinecasinos.com er ”dømt ude” af familien. Det giver ofte problemer i forhold til den måde man opfatter sig selv på. Hvis man har børn, er man der ikke i det daglige, og man kan føle sin rolle som far overflødig eller mislykket. På samme måde, er det svært at bevare et forhold til ens kone/kæreste. Hvis man insisterer på at holde kontakten til familien ved lige, er man overladt til breve, besøg i fængslet, udgang og telefonopkald. Men reglerne og mulighederne for den form for kontakt, er strenge, hvilket for eksempel gør enhver form for spontanitet umulig. For eksempel at man kun må foretage et enkelt telefonopkald om ugen.

Det værste er…

”…absolut at være afskåret fra sine børn.” Henning Laustsen, fange, Afdeling 5, 1992.

Ville med til fødsel

Som indsat i et lukket fængsel, går man glip af mange familieoplevelser. For eksempel jul, nytår, eller endda fødslen af ens første barn. I 1984 sad en indsat i fængsel, mens hans kæreste var gravid og fødslen nærmede sig. Han søgte om ledsaget udgang, så han kunne være med til fødslen. Men han fik afslag, fordi man frygtede at han ville stikke af under udgangen. Han ville dog med til fødslen, og når han ikke kunne komme til det med tilladelse, måtte det blive uden. Derfor flygtede han den 16. juli.

 

Da han var kommet ud, opsøgte han sin kæreste og sammen tog de til en campingplads. Her fik han sit ønske opfyldt, for fødslen gik i gang og den indsatte hjalp med til fødslen. Han var sammen med sin nye familie et stykke tid, før han blev genkendt, anholdt og fængslet. Den indsatte fik endnu et barn i 1987, men hans fængselsophold og mange flugter gjorde, at han i mange år ikke havde et normalt familieliv og ikke så meget til sine børn.

Barnet der blev væk

I 2009 gik museets medarbejdere rundt i fængslet og registrerede og indsamlede genstande. Der blev fundet mange ting, når madrasser blev flyttet, skuffer åbnet og knagerækker skruet af. En del er ting, som ejermanden har fundet ligegyldige, og derfor ikke har gidet finde frem. For eksempel en teske, en kvittering og en lønseddel. Så er der de ting, som bestemt ikke har været ligegyldige, men som har været skjult, fordi han ikke måtte have dem. Det er for eksempel mobiltelefoner, hash og rygepapir. Endelig er der ganske få eksempler på ting, som har haft stor værdi for ejermanden, men som han ikke har kunnet finde. For eksempel fotografiet af et spædbarn. Det blev fundet i en celle, bag et skab, som var skruet fast til væggen. Fotografiet har stået ovenpå skabet, men er ved et uheld faldet ned i revnen mellem skabet og væggen. Her har det sat sig fast, og ejermanden har ikke kunnet få det frem igen. Først da vi skruede skabet af, dukkede det op sammen med en smørekniv, som han nok har prøvet at nå fotografiet med, uden held.

 

 

Personlighed

Om personlighed

Når man er i fængsel, bestemmer man ikke selv, hvordan man ser ud eller skal opføre sig. I 1800-tallet blev fangerne klippet og barberet, så snart de ankom og de fik udleveret en grå fangeuniform, som de skulle gå i. Ikke engang sit eget undertøj, måtte man have på. Der var regler for, hvornår man skulle have hue på, hvornår man skulle have sko på og hvornår det var kludesko i stedet. bukserne var korte, for på det tidspunkt gik voksne mænd i lange bukser og en fange kunne derfor genkendes med det samme. Man havde således ingen medbestem- melse på ens eget udseende. Dette ændredes med tiden, men der var stadig regler for, hvordan man skulle opføre sig, hvilke ting man måtte have på cellen og der var grænser for, hvad man kunne foretage sig i fritiden. Den måde, man kunne vise sin personlighed på, var ved at have tatoveringer, indrette sin celle med fotografier og plakater, dyrke en af de tilladte hobbyer, eksempelvis løb, billedkunst eller musik. Eller at gøre nogle af de forbudte ting: flygte, ryge hash eller sætte sig i respekt med vold.

Personlighed og skægkrøllejern

Et skægkrøllejern blev for mange år siden lavet af en fange og konfiskeret af personalet. Den væsentligste årsag var nok, at krøllejernet i opvarmet tilstand kunne være et farligt våben; give grimme brandsår eller måske stikke et øje ud.

 

Skægkrøllejern blev brugt i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Dengang, hvor mænd med respekt for sig selv havde et ordentligt skæg. De kunne udformes på mange forskellige måder – blandt andet ved at sno det med et krøllejern. På billeder man se, at fængselspersonalet havde overskæg, men hvordan så fangerne ud? På billederne kan vi se, at mange fanger havde overskæg, men det er indtrykket af ensformig- hed, der står stærkest. De var ens klædt, i samme farve, og havde alle sammen den samme frisør. Man forstår, hvis de havde trang til at bryde ensformigheden og gøre noget anderledes ved deres udseende – for eksempel ved at krølle skægget. Det kunne være en måde at opretholde sin identitet på, at holde sig selv oppe i et system, hvis formål det er at nedbryde, for derefter at genopbygge.

Fange om udseende, 1900

Du skulde blot se os”, skrev en Fange til sin kone om sig selv og sine Kammerater; ”vi ligne en Flok Rotter, graa, skidne, bidske og graadige”.

(Fængselspræst S.M. Hafstrøm, Fra Horsens Tugthus. Tolv Aars Iagttagelser, 1900, s. 8)

 

 

 Ensomhed

Ensomhed er universel og ensomhed er uden for tid og rum. Ligegyldigt hvem vi er, hvor i verden vi kommer fra, hvor gamle vi er og hvornår vi har levet, eller lever, så føles ensomhed ens. Men af alle ensomheder må fængslets være den ultimative. Her er mennesket dømt ”ude” af ”os andre”, og beviset for ensomheden er så konkret og virkeligt med tykke mure, låste døre, og betjente, der skal sikre og overvåge, at samfundets dom fuldbyrdes. Den form for ensomhed kan næsten bedst beskrives, af dem der har prøvet det. Derfor lader vi først og fremmest fangerne komme til orde: et brev fra 1885 til moren, et postkost fra 1921 til moren, et brev fra 2001 til den elskede, og anonyme beskeder til medfanger.

Jens Nielsen

Jens Nielsen sidder i isolationscelle og skriver brevet til mor. Baggrunden er, at han vil dø. Han kan ikke holde livet, fængslet, og hvad det gør ved ham ud mere. Hans måde at begå selvmord på er, at gøre noget der er slemt nok til, at han får en dødsdom og bliver henrettet. Metoden er mordforsøg på fængselsbetjente. Hans begrundelse er, at han er blevet den han er, på grund af de ting samfundet har gjort mod ham. Han har været på opdragelseshjem, som ifølge ham, er værre end fængsler, og han har været i fængsler så lang tid, at han kan mærke, at han er ved at blive vanvittig. Det er hadet til systemerne der har gjort ham til den han er, der holder ham i live. Men han vil dø. Derfor må betjente dø. Efter første mordforsøg og dødsdom, benåder kongen den 24. juli 1885 Jens Nielsen, og den 24. august gennemfører han derfor mordforsøg nummer to. Han kommer i isolation, mens han venter på dommen. Det er her, han skriver til moren og forklarer.

Jens Nielsen om ensomhed

Kjære Moder! Hvor tungt det end falder mig at skrive til Dig den (maaske sidste) gang…Du er bekendt med, hvad Ende den forrige Sag fik …dødsdommen…blev mig af Kongen eftergivet, imod at jeg skulle hensættes i Tugthuset på Livstid under streng Bevogtning, det vil sige Enkeltcelle uden nogen som helst Samkvem med andre Fanger…og dette skuldes kaldes at være bleven benaadet at idømme mig en Straf som er mange Gange værre end selve Dødsstraffen…selv om jeg kunde have haft Haab om ved god Opførsel at være bleven benaadet om en snes aar eller saa…vilde jeg være gaaet fra Forstanden, og dette er ikke tom Indbildning, thi det er ikke selve Ensomheden, jeg frygter…men det er Følgerne…og som jeg allerede i en ikke ringe Grad har begyndt at spore…i det jeg hver Nat uafbrudt plages af forskrækkelige Drømme og taabelige Syner…under saadanne Omstændigheder vil Døden sandelig være mig en Vinding…’

(Uddrag fra et brev skrevet af fange nr. 45, Jens Nielsen til hans mor den 23. september 1885)

Jørgen Jensen

Jørgen Jensen kom til Horsens, da han i 1917 fik ændret en dødsdom til fængsel på livstid for mordet på sin kone. Historien bag mordet er, at Jensen kvalte konen og brændte hendes lig i en fyrkedel, fordi han havde en elskerinde, som han hellere ville bo sammen med. Jørgen Jensen var ensom i fængslet. Meget ensom. Hans postkort til moren, er noget han holder fast i og udvikler gennem årene. Første kort vi kender til, er skrevet som et brev, med ord, sætninger og tanker. På forsiden tegner han selv illustrationen. En halmkrans smykket med blomster og Dannebrog, og i kransen et landskab. Stregen er sikker, men ulden, farverne mest blyant, med hvidt og rødt tilføjet. Som tiden går, kommer teksten i baggrunden, og det mere illustrationen der interesserer ham. Blomster i sær. Udført med omhu og under tydelig illustration af, at tid ikke er en hindring. Og Jørgen Jensen er trofast. Han skriver til fødselsdage, højtider, og når moren er syg. År ud og år ind, til han dør i fængslet i 1930.

 

 

Jørgen Jensen om ensomhed "Søndagen 5/5 1921. Kære lille Moder. Jeg takker sig saa mange gange for dit kære Brev, du kan tro at det glæder mig meget at høre fra dig, hvis mine søskende forstod hvor meget et Brev betyder for mig her i min Ensomhed, saa kan jeg ikke tænke mig andet end at de lod høre fra dem, men jeg maa jo ikke fortjene det. Du skal ikke bryde dig om, fordi at der er noget længe imellem dine Breve, jeg ved jo godt at du altid tænker paa mig med Kærlighed, og det glæder mig at høre, at ader tager dig med sig lidt ud i den friske Solskin, det er jo noget du har forfærdeligt godt af. En kærlig Hilsen sendes dig og Fader, og haaber inderlig at det maa gaa Fader og dig godt. Hilsen til mine Søskende. Din Hengivne Søn."

(Jørgen Jensen, postkort, 1921)

Der er en revne i alting

Mandag 26/11-01. Hej min dejlige skat. lige en hilsen fra mine 5,8 m2 ... Bare for at fortælle dig at jeg savner dig .... [navn] ... savner dig mere end godt er ........og fordi man er afskåret fra alle kommunikations systemer ....lige ud over at skrive...så kan alt syntes så langt væk .....der er mange gange hvor jeg har et behov ...for at lige høre din stemme & hvordan det går lige nu! Og selvom breve er dejlige ....så er det indelysendene at de på trods af vissse fordele har visse mangler...helt åbenlyse mangler! det er foreksempel mig helt umuligt at vide hvad du laver lige nu og jeg kan heller ikke høre din stemme. Tænk at jeg sidder her & venter på 'Robinson'...så ved jeg at du også ser TV...sagør vi da noget sammen... HA ELSKER DIG......så føler jeg mig lidt tættere på... det er sgu' aligevel længe 4 uger med kun en time om ugen! Sidst blev jeg så ked af det...at sige farvel til dig...der på den store mørke trappe.. og så vide at du var syg..og skulle alene ud i kulden...[ulæseligt]....sån' noget kan bare give mig en stor knude i maven... lang tid efter".

Anonyme om ensomhed

Når man går rundt i fængslet, ser man beskeder skrevet af fanger i skuffer, under borde, på sengebunde, på vægge, dørstolper, lamper. Faktisk overalt hvor der er en brugbar flade. Men man ser næsten ligeså hurtigt mønstrene hvor i fængslet de er, og hvor de ikke er. Arresten og isolationscellerne, det er dér beskederne er. Derimod er der nærmest intet at finde i fællesskabsafdelingerne. Grunden til de mange beskeder i arresten, skyldes nok blandt andet, at cellen ikke betragtes som ”hjem”. Opholdene er korte, og mere besøgsagtige. Det i modsætning til en almindelig afdeling, hvor man oftest bor i mange år, og hvor cellen er ”din pind” – dit hjem. Så dér skriver man ikke på interiøret. Men hovedgrunden til besked-møstrene er, at man ikke har behovet for at skrive beskeder. Man er jo i et fællesskab, hvor man kan tale sammen eller lade være, som man har lyst. Det er enkelt at tolke beskederne, som et udtryk for det behov mennesket har, for at kunne udtrykke sig og kommunikere, selv når man er isoleret fra fællesskabet.

 

Ingen kan gå alene, Peter Laugesen, 1988

Ingen kan gå alene
altid i mørket her
i det flakkende skær
fra satelitterne
Nogen skal være med
Ingen kan gå alene
uden at fare vild
og ind igennem sig selv
styrte ned i glemslens
overbelastede kredsløb
hvor alle billeder på en gang
brænder i udspilede pupiller
kransede huller
der levende åbner og lukker
Ingen kan gå alene
altid i mørket her
Ingen kan gå alene
Ingen kan gå alene
Altid i mørket her
Altid i mørket her
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Copyright © 2011. All Rights Reserved - Horsens Museum 2011